Et Ballerup uden integrationspolitik?
Debat Den endelige beslutning i Ballerup Kommunalbestyrelse før jul om at nedlægge Integrationsrådet er ikke alene usympatisk. Den er direkte tåbelig hvis man ønsker en vellykket integration.

Der har ganske vist lydt velmenende ord fra Socialdemokraternes side om at sætte et andet organ i stedet til at varetage koordinationen af integrationsarbejdet. Men hvorfor venter man så ikke med at nedlægge Integrationsrådet indtil man har fundet ud af at etablere dette koordinerende organ?

Når man læser forvaltningens oplæg til kommunalbestyrelsens beslutning, kan ingen være i tvivl om at ideen til nedlæggelsen oprindeligt stammer fra derfra. Ellers ville forvaltningen næppe føle grund til at servere så mange bortforklaringer på at den oprindelige beslutning i forbindelse med budgetlægningen blev taget, uden at man overhovedet havde hørt de involverede parter, specielt Integrationsrådet selv.

Det er derimod mere uigennemskueligt hvad administrationen ville opnå ved det, for der jo i første omgang ikke tale om en besparelse. En formodning kunne være at det drejer sig om ambitioner hos enkeltpersoner i administrationen om at få udvidet deres magtområde.

Og når man hører Venstres indlæg i kommunalbestyrelsen, er man heller ikke i tvivl om at det er Venstre, der under budgetforhandlingerne har grebet forvaltningens idé med kyshånd.

Ud fra Kåre Harder Olesens ordførertale kan man da også forstå at det har en dyb sammenhæng med Venstres landspolitik, der jo netop forsøger at modarbejde integrationspolitik, fordi der er flere stemmer i at føre hadepolitik. Venstre i Ballerup ønsker netop ikke at der skal skabes et nyt koordinerende organ til at varetage integrationsopgaven.

Det er jo ikke overraskende.

Derimod undrer vi os over, at Socialdemokraterne har ladet sig overtale til at give Venstre indrømmelser på så vigtigt et punkt. Var det virkeligt vigtigere at få Venstre med i en budgetaftale end at fastholde en generelt vellykket integrationspolitik?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *