Synd for børnene
Debat Ballerup Kommune er i gang med at ændre ledelsesstrukturen i vores daginstitutioner, og har sendt et forslag ud til høring i forældrebestyrelserne.

Efter min mening et rigtig dårligt forslag fordi det vil reducere både den mangfoldighed børnene har brug for, og den forældreindflydelse der er med til at skabe en levende debat omkring de enkelte institutioner.

Forslaget begrundes blandt andet med, at der skal skabes ensartethed i organisationen. så den bliver lettere at overskue. Men det er ikke ensartethed vores børn, deres forældre, deres pædagoger og ledere har brug for. Der bør meget mere satses på mangfoldighed, hvor engagement og fornyelse kan gro. Det er synd for børnene med ensartethed. Hvorimod mangfoldighed vil udvikle børnene.

Forslaget betyder en ganske betydelig reduktion i forældreindflydelsen. De nuværende cirka 25 bestyrelser reduceres til fem. Det er synd for børnene, at forældrene skal have mindre at skulle have sagt.

Hele forslaget er kommet oppefra, ingen forældre, ingen pædagoger og kun nogle få ledere har været med i det forberedende arbejde. Sådan har vi i Ballerup aldrig ændret på væsentlige områder. Vi har ladet tingene gro nedefra. Metoden betyder, at mange ledere og pædagoger mister motivationen for det gode arbejde i institutionerne. Det er synd for børnene.

Lederne har stort set ikke været involveret i hele processen. Formanden for børne- og skoleudvalget udtalte forleden i lokalavisen, at der havde været en vis utilfredshed med forslaget. Men det er umuligt at få at vide, hvem der har været utilfredse, og hvad utilfredsheden gik ud på.

Da nogle ledere og BUPL har deltaget sammen med forvaltningen må det jo være hos ledere og BUPL man finder utilfredsheden. Og her finder man så en raffineret måde at takle utilfredsheden, idet samtlige ledere fyres samtidig med, at høringen starter. Da lederne skal søge deres egne job, er det ikke svært at gætte på, at lederne i høringsperioden vil være helt tavse. Sådan lukker man af for kritik.

På kommunalbestyrelsesmødet stillede Enhedslisten et ændringsforslag. Dette ændringsforslag er i referatet kun beskrevet ved at det blev nedstemt. Selve forslaget findes ikke i referatet, og heller ikke andre steder på kommunens hjemmeside. Sådan lukker man også af for kritik. Man tier andre forslag og ideer ihjel. Det er synd for vores børn, at daginstitutions-
området skal styres af personer med så begrænset forståelse for fundamentale demokratiske principper.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *