Jul og nytår gik stille for sig
Det har været en rimelig stille jul og nytår for politiet i Ballerup, fortæller Gitte Larsen fra lokalpolitiet, der selv var på vagt nytårsaften. Bortset fra den store skolebrand i Skovlunde den 27. december slap lokalområdet rimelig uskadt gennem juleferien.
De fleste postkasser klarede nytåret, men et el-skab på Jonstrupvej blev sprængt i stykker, så ledninger stod ud til alle sider og politiet måtte forbi og sætte noget bånd omkring, så ingen kom til skade, fortæller Gitte Larsen.
Otte indbrud i kommunen
Indbrudstyvene har som altid været på spil i juleferien. Politiet har indtil mandag den 4. januar modtaget otte anmeldelser om indbrud i Ballerup Kommune siden jul. Det er hovedsageligt villaer og en enkelt lejlighed det er gået ud over, og fremgangsmåden er som regel at tyvene bryder vinduer op med koben, fortæller Gitte Larsen fra lokalpolitiet.
Tyvene går primært efter smykker, ure, sølvtøj og nye og dyre computere iPhones eller kameraer.
Fyrværkerityve på spil
Søndag den 27. december mellem klokken 00.01 og 09.00 begik ukendte gerningsmænd indbrud i et telt med fyrværkeri på Tvedvangen.
Gerningsmændene lynede lynlåsene op og stjal fyrværkeri, oplyser politiet.
Unge røvere i Måløv
Sent mandag aften den 28. december blev først en 57-årig mand fra Smørum dernæst to drenge på 16 og 17 år fra Ballerup udsat for røveri i området omkring Måløv Station, skriver sn.dk.
Fire unge drenge truede den 57-årige med tæv og blot et kvarter senere truede de de to drenge fra Ballerup med en kniv. Begge gange var drenge ude efter penge. Alle fire er senere blevet anholdt og sigtet for røveri og forsøg på røveri, skriver eb.dk.
Tyv på knallert
Tirsdag den 29. december klokken 9.30 fik en 44-årig mand stjålet sin taske, da han kom gående på stien mellem Hede-Magleparken og Ballerup Idrætsby.
En mand iført mørkt tøj og sort styrthjelm kom kørende på knallert forbi den 44-årige, og da han passerer ham, flår knallertkøreren taske fra den gående og stikker af i nordlig retning mod Kornvænget.
Der er desværre ikke noget nærmere signalement af gerningsmanden, men knallerten var sort med en hvid stribe.
Bilbrand i Magleparken
Torsdag den 31. december klokken 02.28 fik politiet en anmeldelse om, at der netop var blevet sat ild til en bil, der holdt parkeret i Magleparken.
Bilen, en VW Passat, udbrændte totalt, oplyser politiet, der også fortæller at en mand var set løbe fra stedet.
Spirituskørsel i Ballerup
Torsdag den 31. december klokken 03.03 stadsede politiet en personbil på Baltorpvej. Føreren, en 32-årig mand fra Østrig, blev skønnet spirituspåvirket og derfor anholdt og kørt til blodprøve på Albertslund Politigård. Han nægter sigtelsen, oplyser politiet.