Ledigheden styrtdykker i Ballerup
Arbejdsmarked Indsatsen for at få folk ud af ledighed er en stor succes. Tallene viser, at Ballerup har det største fald i ledigheden i Region Hovedstaden

Igennem flere år har det været prioriteret højt at få de ledige ud på arbejdsmarkedet igen. Især de unge har skullet ud af passiv forsørgelse og ind i jobs. Indsatsen har været kronet med svingende resultater, men i Ballerup har en øget indsats båret frugt det seneste år.

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at Ballerup samlet set har oplevet det største fald i ledigheden i Region Hovedstaden indenfor det seneste år. På stort set alle parametre scorer Ballerup bedst. Det betyder, at Ballerup har oplevet et fald på 16 procent i ledigheden for forsikrede og jobparate ledige, et lille fald i ledigheden for langtidsledige dagpengemodtagere, et fald på mere end 20 procent i antallet af unge under 30 år på kontant- og uddannelsehjælp og et fald på knap seks procent i antallet af personer på offentlig forsørgelse generelt.

Kun når det kommer til antallet af personer på sygedagpenge eller i jobafklaringsforløb, er der sket en lille stigning på 2,3 procent.

Samlet set betyder det, at Ballerup scorer allerbedst af kommunerne i Region Hovedstaden.

Et godt samarbejde

Det er en udvikling, der glæder Ole Christiansen, centerchef for Beskæftigelse og Borgerservice i Ballerup Kommune.

»I mange målinger ligger vi bedst og samlet set har vi det største fald i regionen. Det er vi stolte af og det viser, at vores indsats på jobområdet har virket. Vi har fået en meget mere aktiv og professionel tilgang til at få de ledige i job. Vores relationer til virksomhederne er blevet styrket og nu åbner vi døre og samtidig satser vi på at matche de ledige meget bedre med virksomheder. Ballerup har jo mange virksomheder, så det er oplagt, at vi skaber gode relationer på det felt. Jeg må også rose virksomhederne generelt for at tage et stort ansvar og give muligheder til de ledige. Det gode samarbejde har nu for alvor båret frugt,« siger Ole Christensen, der samtidig pointerer,, at det er en tid, hvor kravene til den enkelte er større.

Ikke hardlinere

»Vi stiller større krav til den enkelte ledige, det er jo lovkrav. Men i Ballerup er vi ikke hardlinere, når det kommer til pres og krav, men vi har formået at skabe et frugtbart samarbejde, som har skabt det store fald i ledigheden. Og det viser, at vi kan udnytte den synergi mellem kommune og virkomheder,« siger Ole Christiansen, der igen pointerer, at jobindsatsen ikke ville være lykkedes så godt uden virksomhedens medvirken.

Selvom tallene ser rigtig pæne ud, så hviler jobcentret og den generelle indsats på området ikke på laurbærrene.

»Vi har flere og nye initiativer i gang, så vi hele tiden får optimeret indsatsen. Det er vigtigt, at vi nu udnytter det gode samarbejde og får endnu flere ting i spil, så den gode udvikling fortsætter,« siger Ole Christiansen.

5 kommentarer om “Ledigheden styrtdykker i Ballerup”

  1. marianne siger:

    en super kvinde på 63 uddannet sygeplejerske /underviser i sundhedssektoren med erfaring indenfor servering mm med mange kompetencer kan åbenbart ikke bruges
    mvh Marianne Steenberg

    1. Musa Kekec siger:

      Hej Marianne

      Skla jeg forstå dit indlæg som at virksomhederne ikke kan/vil bruge dig og dine kompetencer eller er det Jobcenteret, der begrænser dine muligheder? Jeg antager det første men du må meget gerne gøre mig klogere herpå.

      Mh
      Musa Kekec

  2. Musa Kekec siger:

    Det er virkelig dejligt at se denne positive udvikling i vores kommune, som viser at vi har dygtige og engagerede medarbejdere samt klare politiske prioriteringer og principper hvad angår beskæftigelse.

    Det er vigtigt at vi fortsætter denne positive udvikling og samtidigt skaber de samme resultater indenfor sygedagpengeområdet, hvor vi har været ret udfordrede. Det er ligeledes vigtigt at vi skaber bæredygtige resultater til gavn for både vores borgere og kommune.

    Et job skaber de bedste forudsætninger for at få et meningsfyldt liv med høj livskvalitet.

    Mh
    Musa Kekec

  3. Belinda Raun siger:

    Hej Musa.

    Ja det ville være rart hvis der blev gjort noget for os i sygedagpengeforløb, jeg hænger fast i systemet og kan ikke få jobcenteret i tale har prøvet at få fat i min sagsbehandler siden starten af november og får ingen tilbagemeldinger.
    Mvh Belinda

  4. Musa Kekec siger:

    Hej Belinda

    Kan jeg bede dig om at sende mig en mail på muke@balk.dk – så vil jeg gerne følge op for at høre baggrunden og herunder muligheder.

    Mh
    Musa

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *