Kommentar til Sussi Wandels debatindlæg
Debat Har venstres suppleant til Kommunalbestyrelsen ikke tjek på, hvad hendes eget parti har lagt stemmer til?

Sussi Wandel, som fra 1. januar 2016 indtræder i Kommunalbestyrelsen , skriver i Ballerup Bladet i uge 49, at socialdemokraterne åbenbart gerne vil af med dagplejen i Ballerup Kommune. Det vil jeg gerne dementere.

Vi har haft ledige pladser i dagplejen i gennem længere tid, da søgningen simpelthen ikke har været tilstrækkelig høj. Socialdemokraterne har dog ikke ønsket at nedlægge dagplejen, men vi har sammen med Sussi Wandels eget parti Venstre, besluttet, at vi var nødt til at reducere antallet af pladser, så vi ikke skulle blive ved med at betale for tomme pladser.

Det er sket som konsekvens af den økonomiske virkelighed vi befinder os i, og ikke ud fra et ønske om at nedlægge dagplejen.

Sussi Wandels parti har i øjeblikket regeringsmagten, og med støtte fra primært DF, har de bestemt heller ikke gjort kommunernes økonomiske vilkår for at sikre velfærdsydelser – herunder børnepasning i blandt andet dagplejen bedre, så det undrer mig såre, at Sussi Wandel fremturer som hun gør, og forsøger, dels at tegne et billede af et socialdemokrati, der vil dagplejen til livs, og samtidig fuldstændig ser bort fra, at det parti, som hun selv skal repræsentere i Kommunalbestyrelsen om under en måned, rent faktisk er med i den aftale, som har bevirket, at antallet af dagplejepladser har måtte reduceres.

Sussi Wandels indlæg lyder som om, det er en mærkesag for hende, at der ikke skæres i antallet af dagplejepladser. Det kunne derfor være interessant at vide, om Sussi Wandel ved sin indtrædelse i Kommunalbestyrelsen i næste måned, vil kræve det budget, som hendes partifæller står bag, for genåbnet med henblik på, at Ballerup Kommune fortsat skal lade nogle tomme dagplejepladser stå åbne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *