Når det nu ikke kunne være anderledes
Debat Jeg er ganske enkelt nødt til at korrigere borgmesteren, når han både på kommunalbestyrelsesmødet, og i Ballerup Bladet, udtrykker at alle boligselskaberne i Ballerup bakker fuldstændig op om den nye, fælles udlejningsaftale.

I Boligforeningen 3B har vi haft store betænkeligheder ved at gå ind i denne aftale, men som vi også skriver til kommunalbestyrelsen, så har vi tilsluttet os aftalen, »I lyset af at de øvrige boligorganisationer har tilsluttet sig aftalen«.

Vi ønsker at boligorganisationerne samarbejder og optræder solidarisk, men vi påpeger også at aftalen ikke harmonerer godt med vores sektors sociale forpligtelser. Derfor har vi også sagt, at vi gerne vil arbejde med kriterier for fleksibel udlejning hvor udsatte borgere kan komme foran i køen. Det har vi også hørt, at borgmesteren kvitterer for og imødekommer.

Jeg har bemærket at Baldersbo også udtrykker betænkeligheder ved aftalen, og at man betragter det opskrivningssystem hvor tildeling af lejlighed sker efter anciennitet og efter tur som det mest retfærdige og sympatiske. Det er til gengæld et synspunkt vi kan bakke fuldstændig op om i 3B.

Vi agter at følge og evaluere aftalens anvendelse meget tæt, forhåbentlig i samarbejde med alle kommunens boligselskaber, og også meget gerne på tværs af kommunegrænserne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *