Ny boligaftale på vej mellem kommunen og boligselskaber
Egebjerg-2.jpg
n ny aftale skal give afbalancerede boligområder i Ballerup. Borgmester Jesper Würtzen nævner Egebjerg som et af de områder, hvor beboersammensætningen er god. Foto: arkivfoto
boliger Den nye aftale skal sikre fleksibel udlejning og en afbalanceret beboersammensætning i almennyttige boliger. Uretfærdigt, mener Enhedslisten.

Ballerup Kommune har en del almene boligområder, hvor beboersammensætningen ikke er, som Ballerup Kommune ønsker den. Det er boligområder med mange små boliger og med en stor overrepræsentation af folk på overførselsindkomster og udenfor arbejdsmarkedet. Det skal ændres, så man får en mere ligelig fordeling mellem beboergrupperne i de almene boligområder og man dermed skaber en boligmasse beboet af alle slags indbyggere.

Derfor har Ballerup Kommune og alle kommunens boligselskaber indgået en aftale om den fremtidige udlejning af de almene boliger i Ballerup Kommune.

Aftalen, der lyder navnet Ballerupaftalen er indgået mellem Ballerup Kommune og kommunens boligselskaber og blev godkendt på Økonomiudvalgets møde den 24. november. Den bliver endeligt vedtaget mandag aften den 30. november af kommunalbestyrelsen, efter avisens deadline.

Fleksibel udlejning

Et af aftalens centrale elementer er indførelse af fleksibel udlejning, der betyder, at boligselskaberne i kommunen kan vælge beboere og dermed sørge for en ’balanceret’ beboersammensætning. Det betyder også, at borgere, der arbejder i Ballerup får lettere ved at få en lokal bolig og dermed kan man bane vej for flere beboere i boligområderne, der også kan lægge lokale skattekroner i stedet for at pendle skattekronerne ud af kommunen.

»Vi er glade for den nye aftale, der har nydt stor opbakning fra alle vores boligselskaber. Med den nye aftale sikrer vi, at Ballerup i fremtiden bliver en endnu bedre kommune med attraktive boligområder for unge, ældre, singler og familier,« siger borgmester Jesper Würtzen (A).

Næste fase er, at Ballerup Kommune og de lokale boligselskaber får forhandlet sig på plads om, hvordan man når de fælles mål om en ’god og sammenhængende kommune med velfungerende boligafdelinger’.

Uretfærdig aftale

Men ikke alle er lige begejstrede for aftalen. Hos Enhedslisten kalder man aftalen ’uretfærdig’ og mener, at der reelt er tale om stavnsbinding og et opgør med lige rettigheder.

»Det er en meget vidtgående aftale, der desværre forstærker en udvikling i hovedstadsområdet. Det betyder, at folk der i forvejen har det svært, skal flytte til Kalundborg eller Lolland. De udsatte kan jo ikke flytte til andre boligområder, så enten er de stavnsbundet eller også må de flytte til andre kommuner, som endnu ikke har indført sortering blandt lejerne. Vi synes det er urimeligt at gribe det an på den måde,« siger Mette Hedegaard (Ø).

Partiet vil nu fremsætte et ændringsforslag til kommunalbestyrelsen, hvor man vil foreslå en fælles helhedsløsning med andre kommuner, som i stedet for at holde folk ude, hjælper udsatte borgere til at få en lejlighed i ressourcestærke boligområder for derigennem at sikre en blandet sammensætning af beboere.

»Der er virkelig mange almene boliger i Ballerup Kommune, og de udgør langt overvejende meget velfungerende boligområder. Derfor mener vi heller ikke at vi står med et presserende problem i Ballerup. Vi er åbne for at se på om der er mulighed for forbedringer, men vi lægger op til et samarbejde med andre kommuner for at det ikke skal blive en kamp om at holde en gruppe af borgere ude. Med den aftale der er lagt frem, udelukker og stavnsbinder vi folk og det bryder vi os ikke om,« siger Mette Hedegaard.

»Man går ovenikøbet ind og sætter mål for hvor mange børn og gamle der skal være i den enkelte boligafdeling. Det synes vi altså er for ekstremt i forhold til de relativt begrænsede udfordringer vi står med,« tilføjer Mette Hedegaard.

Men borgmester Jesper Würtzen forstår ikke kritikken.

Boliger for alle

»Målet med denne aftale er, at skabe gode og sammenhængende boligområder i Ballerup. Vi ønsker at folk skal bo i kommunen i stedet for at pendle. Dermed får vi både tænkt på økonomien og på miljøet. Vi indfører fleksibel udlejning, for ad den vej kan vi få boligområder, der skaber plads til ældre, unge, folk i arbejde og folk uden for arbejdsmarkedet. Det er nemlig meningen, at vi skal fordele beboerne ligeligt, så vi undgår ghettodannelser. Det er beboerdemokrati, der virker,« siger Jesper Würtzen, der slet ikke kan genkende Enhedslistens kritik.

»Det handler slet ikke om, at nogen skal holdes væk eller stavnsbindes. Der skal være plads til alle slags mennesker i de almene boliger i Ballerup. Der er ikke nogen, der bliver smidt ud eller sendt væk. Folk, der bor i Ballerup skal vi behandle ordentligt, uanset hvem de er og hvor meget de tjener. Vi kan med den fleksible udlejning sørge for, at vi får en balanceret beboersammensætning. Det mener boligselskaberne er en god ide og det mener jeg også,« siger Jesper Würtzen, som kalder det ’rettidig omhu’.

Undgå ghettodannelser

»Man kan godt sige, at det er rettidig omhu. Vi har ikke nogen ghettoer i Ballerup, det er rigtigt. Men det skal vi heller ikke have. Det er netop derfor, at boligselskaberne ønsker at vi får en fleksibel udlejning, så vi kan have en balanceret beboersammensætning. Vi har 12000 almene boliger, så vi har plads til alle. Det vil jeg gerne understrege, så jeg kan slet ikke se meningen med den kritik. Alle boligselskaberne står bag denne aftale, fordi de gerne vil undgå den negative udvikling, som man har set andre steder og det vil vi undgå. Men vi eksporterer ikke folk nogen steder hen. Vi tilstræber, at fordele folk på en sådan måde, at der bliver en god fordeling i vores boligområder. Når beboerne ønsker det, så skal vi som kommune naturligvis bakke op om det,« siger Jesper Würtzen.

Når de endelige aftaler med boligselskaberne er på plads, så, vil de borgere, der er skrevet op til en bolig via Boligkontoret i Ballerup Kommune blive kontaktet, for at høre om de fortsat har behov for en bolig og om, hvordan de skal forholde sig fremover. Dette vil ske i løbet af foråret 2016.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *