Jubi…. Skovlunde er nu endelig reddet
Debat I over 30 år har Socialdemokratiet sammen med Skovlundes ulykke, tidligere borgmester Ove E. Dalsgaard, politisk formået at misrøgte Skovlunde i sådan en grad, at bymidten nu med fuld ret kan omtales som en by i opløsning.

Dog, som det står at læse i Ballerup Bladet den 24. november vil socialdemokrat Helle Tiedemann nu ’’visionært og fremtids tænkende’’ rette op på de socialdemokratiske synder og Skovlundes Bymidte med følgende tre ’’spændende’’ tiltag.

For det første ved at komme med et ønske om at alle borgere får en julegave, baseret på at Skovlunde Bymidte snart skifter ejer. Derpå at bymidten får bevilget et nyt toilet, til det ene der findes i forvejen, for til sidst at skabe et helt nyt levende og spændende bycentrum på basis af en enkelt indsnævring af Ballerup Boulevard.

Personligt er jeg parat til at lægge Skovlundes skæbne og fremtid i hænderne på den visionære Helle Tiedemanns fremtidstanker og kunne i den sammenhæng også godt forestille mig, at disse meget originale socialdemokratiske tanker og tiltag, vil kunne bruges til at løfte det noget slidte Grantoften og Hedegårds Centre med en såkaldt indsnævring af henholdsvis Baltorpvej og Hold-an Vej.

Andre steder i kommunen kunne også tænkes at have behov, dog ikke Ballerup Bymidte, hvor de socialdemokratiske visioner og fremtids tanker netop er gået i gang med at forskønne hele området for omkring 50 millioner kroner, hvoraf halvdelen kommer fra den fælles kommunale kasse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *