Julie Aglund Lauridsen er allerede en rutineret elitesvømmer på den internationale svømmearena, da hun tidligere har deltaget i EM på kortbane og VM på kortbane. Ved sidstnævnte opnåede Julie en flot 10. plads på 800m fri.
Og Julie føler sig godt forberedt, da hun for godt to uger siden kom hjem fra en tre uger lang træningslejr i England på Loughborough University, som er et af England bedste sportsuniversiteter.
»Jeg valgte at tage til England, da jeg elsker at komme ud for uvante rammer og udfordre mig selv både svømmemæssigt og personligt. Personligt fordi at jeg tog over til et sportsuniversitet, hvor jeg ikke kendte nogen på forhånd, og blev kastet ud i en situation, jeg ikke er vant til, og rent svømmemæssigt var det en kæmpe overlevelse, som jeg kan bygge videre på,« siger Julie om træningsopholdet.
»Lige nu står den på en masse træning, før nedtrapningen begynder for alvor. Herefter skal de sidste finesser finpudses, så jeg kan blive toptunet til stævnestart. Jeg glæder mig rigtig meget, og de seneste tests, vi har haft i samarbejde med Team Danmark, har været rigtig gode,« tilføjer hun.
Sportschef Lars Green Bach fra Dansk Svømmeunion vurderer, at de udtagne svømmere har et sportsligt niveau, der giver grundlag for en internationale eksponering, som et EM vil kunne give.