Dårlig service i centret
Debat Torsdag den 12. November om eftermiddagen glider jeg i noget, der er spildt på gulvet i Ballerup Centret, og jeg sætter mig ret hårdt ned på gulvet.

Det er hændeligt uheld – bevares, den slags sker, hvor der er mange mennesker, som synes det

er ok at spilde is på gulvet uden at tørre op efter sig.

En sød dame gør mig opmærksom på, efter hun havde hjulpet mig op og hen til en bænk, at det var en god ide at sige det til Centervagterne, hvis jeg efterfølgende skulle få gener af faldet.

En god idé –så selvom jeg er lidt rystet jeg går til deres kontor ved toiletterne, banker på, mange gange uden held.

En ekspedient fra Butik Pieces kommer hen til mig, spørger om jeg skal have fat i en vagt og fortæller, at vagterne aldrig er på deres kontor. Jeg kan finde dem på 1. Sal i centerkontoret.

Måske er det en god idé hvis man gør opmærksom på det til brugerne af Centret? En dag er der akut behov for dem, og hvad gør man så?

Jeg går til Centerkontoret, forklarer mig og får stukket en lap hvid papir, ca. 5 x 5 cm stukket i hånden. Skriv dit navn og telefonnummer her!!? Det var, hvad de kunne tilbydes.
Intet:

Skal vi gå med, så du kan vise os, hvor det skete,

Skal vi tage et billede af gulvet eller lignende, så det kan dokumenteres,
Vores politik, hvis der sker et uheld i Centret, er: ??

Da jeg efterspurgte lidt service, fik jeg spørgsmålet: Hvad vil du have, vi skal gøre!!

Før hun var færdig med at ”ekspedere” mig, gik hun til sit skrivebord og kaldte en rengøringsperson til stedet for at fjerne sporene!

Konklusion: Alle ”ikke centerpersonale” gav opmærksomhed og hjælp.

Det er simpelthen uprofessionelt Ballerup Center – kom igen!!

Svar:
Kære Bente Johansen,

Tak for din henvendelse og jeg beklager uheldet samt at vi ikke har opfyldt dine forventninger om service.

En Centervagt er i sagens natur at finde ude blandt kunder og ikke på et kontor, og vi skilter derfor heller ikke med vagt kontortider.

Derimod skilter vi med en Kundeinformation med åbningstider, og jeg er glad for at Pieces butikken også henviser dig til rette sted. Herfra kan en centervagt kontaktes via bl.a. internt radiosystem, som vagten bærer personligt. Alle butikker har også mulighed for at sende signal til radiosystemet om brug for hjælp.

I et hus med 5 millioner besøgende sker der en del uheld, som vi håndterer efter faste procedurer. Vores medarbejder har forklaret, at denne procedure er blevet fulgt blandt andet med information til dig om at søge læge / skadestue, så der er lægelig dokumentation i tilfælde af, at der skulle vise sig komplikationer eller eftervirkninger.

Ligeledes skulle du være informeret om, at erstatningskrav skal rejses via eget forsikringsselskab, hvorefter dit og centrets forsikringsselskab afklarer erstatnings spørgsmålet.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved en kundes forklaring om uheld, for i sidste ende handler det om vidneudsagn eller, hvorvidt forsikringsselskaber finder, at vi har handlet uansvarligt eller ansvarspådragende. Der er ikke tale om at slette spor, og det er helt efter aftaler med forsikringsselskaberne, at vi straks fjerner væsker, så andre ikke risikerer at falde i det.

Jeg har kontrolleret, at vores medarbejder har modtaget dit navn og data og samme dag pr. mail kl. 15.49 (ca. 20 min. efter henvendelsen) videresendt dette til rette vedkommende. Der er tilføjet korrekte og fyldestgørende informationer om hændelsen.

Disse sager vedr. uheld med tilskadekomst løses i almindelighed til alles tilfredshed, og du og andre kunder er også altid velkommen til at kontakte centrets ledelse, hvis der er utilfredshed eller spørgsmål.

Jeg må konstatere, at der er to meget forskellige udlægninger af forløbet, men det har naturligvis ført til, at jeg har talt med medarbejderne om vigtigheden af en god personlig service.

Med venlig hilsen
Torben Andersen
Centerdirektør

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *