Plejecenter sprænger IT-boblen
Godt tilbud Både beboere og folk udefra benytter sig af Plejecenter Lundehavens nye IT-cafe.

Hvis man tror, at et plejehjem er sted, der er støvsuget for moderne hjælpemidler som computere, tablets og den slags elektronisk isenkram, så tager man grundigt fejl.

I hvert fald på Plejecenter Lundehaven i Skovlunde, hvor den nye IT-cafe har skabt en gedigen digital succes hos beboere og folk i omegnen.

I samarbejde med Huset Venture, der er en socio-økonomisk virksomhed i Ballerup, har plejecentret fået rigtig mange til at benytte IT-cafeen, hvor der hver mandag er undervisning i forskellige digitale discipliner. Her kan man lære om alt fra den helt grundlæggende brug af en PC til brug af mails, offentlige portaler og sociale medier.

Brugerne er i sagens natur ældre borgere, men de kaster sig ud i den digitale verden som aldrig før, også selvom det for mange af dem er ret fremmed.

Vil have wi-fi

»Vi har fået en del nyt udstyr på Lundehaven som PC’ere, tablets og printer og det bliver brugt flittigt. Vi kan tydeligt se, at de ældre ikke er for gamle til den slags. De vil gerne bruge nettet og de mange muligheder, der ligger der. Faktisk oplever vi ofte, at mange spørger, om der er wi-fi på værelserne, for de vil gerne bruge mails og facebook og den slags. Det er en god mulighed for dem for at være i kontakt med børn og børnebørn,« siger Charlotte Harbou, leder af Lundehaven.

Cafeen er åben for undervisning hver mandag fra 10. 30 til 12.30, men udstyret kan bruges hele tiden og det har mange gjort brug af.

»Vi har en del beboere, der bruger udstyret, men der er også mange udefra der kommer forbi for at sende mails, surfe på nettet og være på. Flertallet er stadig folk udefra, men vi arbejder på, at flere af vores beboere også skal være mere på,« siger Charlotte Harbou, der påpeger, at beboernes tilstand på et plejecenter kan være med til at forhindre, at de bruger det digitale udstyr.

Livet skal leves

»Folk er jo dårligere, når de kommer på plejecenter i dag. Men vi gør meget for at aktivere vores beboere. Det er ikke som gamle dage, hvor man bare sad på et plejehjem og sygnede hen. Hvis man vil det, så er der rigtig mange muligheder og mange har heldigvis indset, at livet skal leves hele tiden og at der er mange fordele ved at kunne benytte sig af de digitale medier. Så vi fortsætter vores arbejde, også på det område,« siger Charlotte Harbou.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *