Kommunens lappeløsninger
Debat ’Benyt venligst det andet fortov’, står der ved vejarbejdet på Skovvej. Men det vil jeg ikke. Det har jeg mit liv og min førlighed for kært til.

På venstre side fra Kildesvinget til Egebjerghuse er fortovet lap på lap på lap. Nu har man lappet det igen, med det resultat, at der er kommet endnu flere kanter og huller.

Der er nok en medarbejder, der er særligt uddannet til at udpege huller og indramme disse med kridt. Om det er fordi, at han ikke havde kridt nok, eller han er blevet distraheret i arbejdet, kan jeg kun gisne om. Men der er nogle huller, som ikke er fundet alvorlige nok til at blive indrammet, der er blevet sprunget over. Til gengæld er der nogle, som er kvalificeret til at blive indrammede, og da også er blevet det, men der har nok ikke været asfalt nok, til at de kunne udbedres.

Der er på kommunens budget afsat penge til at reparere veje med. Må det også gælde fortove – især på Skovvej

Og så noget helt andet. Man har længe efterlyst et venteskur med bænk ved stoppestedet ved Skotteparken. Nu har man fået sat et op ved Egebjerghuse. Det giver inspiration til, at der også kan sættes et op lige efter bussens ”landingsbane”, hvor der er græs mellem cykelsti og kørebane, lige som ved Egebjerghuse.

Stoppestedet er midlertidigt flyttet på grund af vejarbejdet.Det kan det så bare blive permanent. Så er man fri for at gå helt hen til Egebjerghuse, af de elendige fortove, for at komme til at sidde ned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *