Entusiasme og gode ideer i klodsernes kamp
lego_league_2015_14.jpg
Det kunne næsten minde om en kommandocentral i ’The War Room’. Men det var de dystende Lego-elever med deres robotter, der var i gang. Foto: Flemming Schiller
lego Der blev kæmpet, bygget og jublet da 1000 skolelever omdannede DTU til en svedende smeltedigel i årets Lego League.

Allerede når man nærmede sig indgangsdørene ved den store DTU-betonbunker på Lautrupvang, kunne man se, at noget særligt var i gære denne lørdag eftermiddag.

Foran rendte hobevis af børn rundt og legede, råbte og snakkede. Mange var klædt ud og en del så ganske opkogte ud, med det der spændte og meget opmærksomme blik i øjnene.

Indenfor var varmen tydelig og lugten var som en børnehave fredag eftermiddag. Larmen var brølende og forvirringen på gangen var tilsyneladende total. Børn og deres forældre, søskende og frivillige rendte rundt mellem hinanden mens skærmene viste grupper af endnu mere opkogte børn, der koncentreret skulle have lego-robotter til at fungere og gøre, som de havde planlagt, mens deres kammerater jublede højlydt omkring dem. Robotter, som de havde knoklet i flere uger på at få til at fungere op til denne dag.

Galleri: Billeder fra finalen

Det var ikke til at tage fejl af. Årets First Lego League finaler var i gang og entusiasmen var til at røre ved.

Affald var i fokus

I alt 1000 elever fra en række skoler, deriblandt Ballerup deltog i den fascinerende dyst. Elever fra 5. til 8. klasse deltog i årets konkurrence, der havde affald som tema. Her skulle kreative løsninger og teknisk kunnen med robotter give nogle svar på, hvordan vi genanvender affald og ikke bare spilder det.

Det hele begyndte klokken 9 og en time efter gik konkurrencerne i gang. En masse teams havde klædt sig ud og fik skudt årets dyst festligt i gang, omgivet af lige så mange entusiastiske kammerater og forældre, som med bannere og skarpt skårne tungebånd gjorde hvad de kunne, for at skabe den rette konkurrenceånd, men også en god og festlig stemning.

Rigtig mange hold havde skabt gode og kreative løsninger men som dagen skred frem blev det tydeligt, at nogen bare var endnu bedre end andre.

Til sidst var der kun finalen tilbage, der blev fulgt intenst af alle andre, enten i finalerummet eller på gangene, hvor de afgørende sving og kørsler blev vist på skærmene. Nogen havde overgivet sig og var mere optaget af at løbe rundt på græsplænen udenfor og lege.

Men stemningen blev bygget voldsomt op og alle var samlet i salen, da vinderne endelig kunne præsenteres.

Ros og gode råd

Først blev mikrofonen taget af Christine Antorini (A), der for femte gang var med ved en First Lego League-dyst. Denne gang ikke som minister, men som formand for Forsknings- og Uddannelsesudvalget i Folketinget. Hun roste alle deltagerene for deres entusiasme og deres kreative evner, inden mikrofonen blev givet til borgmester Jesper Würtzen (A), der også uddelte ros til den gode stemning.

»Jeg håber, at I alle har lært noget og at I kan bruge det videre frem. Måske ser vi en del af fremtidens ingeniører eller teknikere her i dag. Under alle omstændigheder, husk at få jer en uddannelse. Og lad os så få uddelt nogle priser,« sagde borgmesteren, inden det gik løs med en række specialpriser til forskellige hold.

Der var priser til det bedste hold i robotkonkurrencen, profileringsprisen, Ateas teknologipris, samarbejdsprisen, og en speciel udholdenhedspris. Den gik til Konrad, der trods en masse setbacks og problemer alligevel holdt ud og gennemførte. Der var også en forskningspris doneret af Al-Bank. Alle hold fik deres Lego-pokaler og der blev jublet, grinet og hvinet på Store Nord Scenen.

På ægte Oscar-facon

Men til sidst var der kun en pris tilbage, nemlig den samlede vinder, der skal repræsentere Danmark i den skandinaviske Lego-League finale i Norge. Spændingen blev trukket til det sidste, ligesom som ved de meget hypede Oscar-uddelinger i Hollywood.

Den endelig vinder blev holdet The Black Panthers fra Langebjerg Skole fra Humlebæk i Fredensborg Kommune. Jubelen var øresønderrivende, da vinderne blev præsenteret og de golde gange rungede af hyldesten, der skyllede imod de stolte og rødkindede vindere. Der blev knipset billeder og krammet, da holdet gik fra scenen og der herskede næsten kontrolleret kaos.

Men så skete der noget næsten magisk, der ikke sker ved Oscar-uddelingerne. Få minutter efter vinderen var gået af scenen, var hallen stor set tom. Det var som om, den friske luft udenfor sugede alle, forældre som børn, ud og ind i deres biler og hjem til den varme stue. Tilbage på gangene var nu kun en rungende stilhed.

Men der var også en efterklang. En efterladt stemning af succes. Både for alle deltagende hold, for vinderne og for fremtiden. Et fascinerende indtryk af, at med så dygtige og skarpe skolelever rundt om i regionen, der har så gode og kreative ideer til fremtidens udfordringer, som de kan omdanne til kørende Lego-robotter og brugbare løsninger, så ser fremtiden måske slet ikke så slem ud endda.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *