Perspektiver i finansloven
Debat Først og fremmest en overordnet glæde over, at regeringen har indgået en finanslovsaftale med Det Konservative Folkeparti og Venstre.

Og en væsentlig grund til min glæde er, at man derfor undgår Enhedslistens meget rigide krav til ældres badrettigheder.

Ingen kan være i tvivl om, at ældre skal have ret til et bad, men at indskrive det i lovgrundlaget, at man har krav på to ugentlige bad, ville simpelthen have været en underminering af det kommunale selvstyre. Det undgår vi heldigvis.

Nu bliver det sådan, at der afsættes 1 mia. årligt til ekstra ældreomsorg.

Udregningsmæssigt betyder det, at vi i Ballerup kan forvente ca. 5-7 mio., som vi kan bruge på ældreområdet.

Det bliver godt nok en smule bureaukratisk, at man skal søge midlerne, men omvendt så skal vi bare dokumentere, at penge går ubestridt til vores ældre, og det skal de absolut også.

Perioden 2010-2012 skar vi meget dybt i både på plejecentrene, men også i hjemmeplejen. Derfor er det yderst kærkomment, at disse midler dukker op nu.

Penge kan gøre stor gavn, og en tilbageførsel af midlerne til de ældre på plejecentrene er yderst vigtigt for mig og Det Konservative Folkeparti.

Det er også helt i tråd med det vedtagne budget for 2014, hvor vi netop førte 1,5 mio. tilbage til plejen på vores plejecentre. Derfor vil det blive afgørende for Det Konservative Folkeparti, når midlerne skal søges og udmøntes, at de går ubestridt til plejecentrene og til hjemmeplejen. Vi har tidligere skåret for dybt, og nu har vi chancen for at råde bod. Det skal vi gøre.

1 kommentar om “Perspektiver i finansloven”

  1. jørgen flyr siger:

    At der blev en mia. kr. ekstra til de ældre kan vi takke Enhedslisten for, og
    ikke de Konservative eller Venstre.

    Det var Enhedslisten som rejste kravet, og trods den dybe afgrund mellem Enhedslisten og Socialdemokratiets top lykkedes det efter en måneds hårde forhandlinger at sikre de ældre og få regeringen til at åbne pengesækken. Da Venstre og senere Konservative valsede ind i Finansministeriet, tog det 5 timer at finde 2½ mia. kr til skatterabatter. Og på den måde viste Socialdemokratiets ledende teknokrater, at de igen gnidningsløst kan samarbejde med den borgerlige blok. Mon ikke de hermed vil signalere en kommende koalitionsregering mellem Venstre og Socialdemokratiet.

    Men hvis de Konservative gerne vil føre en ansvarlig politik over for de ældre,
    skulle de nok ikke sigte mod skattelettelser, når de nu har været med til at spare dybt på både plejecentre og hjemmehjælp. De 5-7 mio. kr som Martin Jonassen har regnet sig frem til, kan dermed hurtigt gå op i røg. Det Jonassen indrømmer er det kun bliver til lapperi og symbolpolitik på ældreområdet.

    Der er to spor i dansk politik man kan vælge mellem – en socialistisk politik eller en liberal. Det ind i mellem er indbildning. Skal der spares på de ældre, de fattige, arbejderne mod at give skattelettelser til de bedre bemidlede? Sådan som socialdemokratiet agerer er det ikke politisk troværdigt.

    Enhedslisten ønskede et værn mod nedskæringer på de ældre. Det lykkedes ikke denne gang, men kampen forsætter. Desværre er det tvivlsomt om der til næste valg kan dannes en Socialdemokratisk regering, som bygger på Enhedslisten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *