Svar på læserbreve om aktivitetscentrene
Debat  I forbindelse med, at Ballerup Kommune fik midler fra den såkaldte Ældremilliard, blev der blandt andet etableret et udgående aktivitetsteam.

Dette team havde til opgave at opsøge ældre ensomme, invitere dem ind i cafeerne i plejecentrene og her lave forskellige aktiviteter med det formål at få de ældre til at danne netværk og relationer, så de hen ad vejen selvstændigt kunne mødes og hygge sig uden støtte fra kommunens personale.

Vi skal i vores kommune spare 55 millioner kroner og har været nødt til at prioritere. Det er aldrig nemt, da det altid rammer nogen, og i dette tilfælde har vi blandt andet valgt at nedlægge vores udgående aktivitetsteam.

Det betyder ikke, at de ældre ikke længere kan mødes – tværtimod er de meget velkomne til fortsat at komme i cafeerne. Der er også mulighed for at melde sig ind i Aktiv Center Solvej i Ballerup, ligesom der er to brugerstyrede aktivitetscentre: 80’eren i Sønderhaven i Måløv og aktivitetscentret i Rosenhaven i Skovlunde, hvor man kan møde og være sammen med andre ældre. Endelig har Ældresagen tilbud om cafeer for ensomme ældre samt en ”Søndagscafe”.

Alle disse muligheder er gode alternativer til det udgående aktivitetsteam, som jeg skylder at nævne, har ydet en rigtig god indsats, som vi havde økonomisk mulighed for at tilbyde.

Det er vigtigt at fortælle, at de penge, vi sparer på at nedlægge det udgående aktivitetsteam, blandt andet skal bruges til hjælp til etablering af 16 nye korttidspladser, som den 1. februar 2016 åbner på adressen Ved Parken 1.

Vi prioriterer at bruge pengene til pleje og rehabilitering af borgere, der kommer hjem fra hospitalet. Hvis ikke vi gør det, vil borgerne skulle ligge unødige dage på hospitalet og vente på udskrivelse. Det kan ingen være tjent med.

Det er vigtigt for os, at vi både kan anvise ældre til forskellige aktivitetstilbud og samtidig undgå, at borgerne i Ballerup skal ligge unødigt på hospitalet.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *