Førstehjælp på skoleskemaet
Thomasskolen_hjertestarter_2-copy.jpg
Den nye hjertestarter, som er doneret af TrygFonden, hænger udendørs ved trappen til Thomasskolens hovedindgang, så den er tilgængelig hele døgnet. Foto: privatfoto
livredning Eleverne på Thomasskolen skal lære at redde liv. Derfor har skolen søgt og fået doneret en hjertestarter fra TrygFonden, og samtidig bliver skolen certificeret ’Du kan redde liv’-skole.

Alle elever i 7. til 9. klasse på Thomasskolen vil fremover blive undervist i livreddende førstehjælp hvert skoleår af udvalgte lærere, der har været på kursus i livreddende førstehjælp, så de er rustet til at undervise eleverne.

Det sker som led i at skolen er blevet certificeret ”Du kan redde liv”-skole og dermed sætter ekstra fokus på, at alle elever, når de forlader skolen, skal være uddannet i livreddende førstehjælp og kunne bruge en hjertestarter.

God udvikling

Bag initiativet står TrygFonden, som ønsker at videreudvikle den førstehjælpskultur, der er vokset frem i Danmark i de senere år, hvor flere og flere lærer at redde liv og træder til, hvis de er vidne til et hjertestop.

»Da TrygFonden for mere end 10 år siden gik ind i kampen for, at flere skulle overleve et hjertestop uden for hospital, var det i 19 procent af tilfældene med hjertestop, at vidner trådte til med hjælp, og i dag har vi passeret 60 procent. Det er utrolig flot, og udlandet ser også på os som et forgangsland inden for genoplivning,« fortæller Grethe Thomas, der er projektchef i TrygFonden og fortsætter:

»I dag overlever godt 12 procent, så hvis flere skal overleve, skal vi blive endnu bedre til at træde til ved at ringe 112, give livreddende førstehjælp og bruge en hjertestarter.

Projektchefen glæder sig over Thomasskolens fokus på området.

»Thomasskolen viser med certificeringen, at de tager ansvar for at lære eleverne at redde liv, og det vil betyde en vigtig forskel for, at flere vil kunne overleve i fremtiden. Det er samtidig en vigtig del af børn og unges dannelsesproces som borgere i samfundet, at de lærer om betydningen af at kunne hjælpe hinanden,« siger hun.

Stort potentiale

Det er lovpligtigt for skolerne at undervise eleverne i livreddende førstehjælp. ”Du kan redde liv” er derfor et tilbud til skolerne, der skal gøre det lettere for lærerne at undervise eleverne ved blandt andet at uddele gratis klassesæt med genoplivningsdukker og instruere lærerne i at bruge dem i undervisningen.

»Der er et stort potentiale for at redde flere liv, hvis alle elever er blevet undervist i livreddende førstehjælp, når de forlader folkeskolen,« mener Grethe Thomas og tilføjer:

»Hvert år falder 3.500 personer i Danmark om med hjertestop uden for hospital, og vi ved, at flere vil overleve, hvis vi alle sammen bliver bedre til at træde til. Eksempelvis kan man øge chancen for at overleve et hjertestop fra cirka 10 til 70 procent, hvis man får stød med en hjertestarter inden for de første fire minutter. Det er derfor vigtigt, at vi lærer skoleelever at kunne og turde træde til. Vi har alle et ansvar for at gøre noget, hvis vi er vidne til et hjertestop, og selv den mindste indsats kan betyde forskellen mellem liv og død.«

Faktaboks: Thomasskolen sætter fokus på at redde liv
• Skolen har en hjertestarter, som hænger, så den er tilgængelig hele døgnet.
• Skolen har registreret hjertestarteren på hjertestarter.dk, så den er synlig for alle inkl. det sundhedsfaglige personale hos 1-1-2.
• 12 medarbejdere på skolen og andre voksne, der ofte færdes på skolen, har været på kursus i livreddende førstehjælp og brug af en hjertestarter.
• Alle elever i de større klasser bliver undervist i livreddende førstehjælp og brug af en hjertestarter mindst én time per skoleår.
• Alle elever på skolen er blevet orienteret om hjertestarterens placering.
• Skolen er certificeret ”Du kan redde liv”-skole.
Kilde: Trygfonden/Hjertestarter.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *