Ældre sparker døren ind og får job
ldre_jobjægere_5.jpg
Finn Larsen og Michael Svendsen (med ryggen til, red) får en konstruktiv snak med Johnnie Kragh fra Specialistene. Det endte med, at Johnnie Kragh nok kunne bruge en eller flere seniorer og ville vende tilbage til Seniorerhverv snarest. Foto: Flemming Schiller
Arbejdsliv Seniorerhverv er et netværk, der skal skabe jobs for seniorer. I den forgange uge var to medlemmer på gaden for at sparke døre ind til virksomheder. Det virkede.

Når man først har rundet de 50 år er det beviseligt sværere at komme ind på arbejdsmarkedet igen, hvis man først er røget ud. Og med årene bliver det blot endnu sværere.

Men den aldersgruppe rummer en stor viden, erfaring, kan hurtigt omstille sig til en ny virksomhed og har stadig en del år tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor vil de ikke finde sig i at være sendt allerbagest i arbejdsløshedskøen.

Hvad gør man så? Man går ind i netværket Seniorerhverv, der igennem 10 år har været særdeles aktive for at skaffe seniorer i job. Netværket består af frivillige, der afholder møder, kurser og ikke mindst besøger virksomheder for at få etableret en kontakt.

Erfaringen viser, at strategien virker og derfor har Seniorerhverv nu sat ind i en af landets største erhvervskommuner, Ballerup, hvor to repræsentanter igennem flere uger har travet fra virksomhed til virksomhed for at sparke døren ind og få skabt kontakt til arbejdsgiverne.

En sjovere dag

En ellers grå og trist torsdag i slutningen af oktober blev derfor en noget sjovere dag, da de to repræsentanter fra Seniorerhverv, Finn Larsen og Michael Svendsen besøgte Specialisterne i Lautrupparken. Her kunne direktør Johnnie Kragh godt se et match.

»Vi kommer jo for at præsentere os og vise, at vi har en masse at byde med. Vi går primært efter virksomheder, der har ledige jobs og selvom vi kommer uanmeldt, så lykkedes det ofte at få en aftale i stand med en ansvarlig. Ikke nødvendigvis med det samme, men vi efterlader kort og numre og mange ringer tilbage. Dermed er der etableret en kontakt, som ellers ikke ville være etableret og den aktive måde vi gør det på, har vist sig at virke. Derfor var det oplagt at gøre det i Ballerup, der har rigtig mange virksomheder samlet,« siger Finn Larsen.

Sammen med makkeren Michael sidder han i mødelokalet hos specialisterne og får en snak om fremtidsmulighederne.

»Vi får en god snak og får vist flaget og ikke mindst får vi vist, at man ikke er på vej i graven, selvom man har rundet 50 år. Det kan de heldigvis se en del steder, selvom det stadig er svært,« siger Michael Svendsen.

Hos Specialisterne, der er en socioøkonomisk virksomhed med plads til folk med både nogle år på bagen eller folk med diagnoser, der gør dem helt unikke til udvalgte discipliner, kan man sagtens se potentialet i seniorer.

Brugbare kompetencer

»Det er en afgrænset gruppe med specielle behov. Det er en gruppe medarbejdere, vi i forvejen har speciale i. Samtidig ved vi, at ældre medarbejdere har en erfaring, som kan bruges til rigtig mange ting og ved meget. Det sætter vi stor pris på hos os. Jeg har set mange unge akademikere, der kommer ind og vælter huset og det er fint nok. Men der er også andre kompetencer, som vi søger hos de mere erfarne medarbejder,« siger Johnnie Kragh, direktør hos specialisterne.

Han regner med at mødet denne eftermiddag kan resultere i konkrete jobs til medlemmer af seniornetværket.

»Vi skal bruge 1000 stillinger over de næste to år. De kan naturligvis ikke alle besættes af seniorer, men jeg er ret sikker på, at vi kontakter foreningen igen indenfor et par måneder,« siger Jonnnie Kragh.

Åbner øjnene

For Michael Svendsen og Finn Larsen var det en succesoplevelse, som de og deres øvrige frivillige medlemmer har haft nogle stykker af gennem årene.

»Vi har især medlemmer indenfor handel, kontor, administration i alle former og kommunikation. Så vi har rigtig meget på paletten. Når vi så traver gader og stræder tynde og besøger virksomhederne, så åbner vi ofte deres øjne for, at der rent faktisk er noget at hente hos os. Så det er en stor succes. Men det kræver hårdt arbejde, for vi møder også tit lukkede døre og folk, der slet ikke har tid til sådan nogen som os. Men vi fortsætter vores besøg, både i Ballerup og i andre dele af landet, for det hjælper,« siger Finn Larsen.

senior

Bare fordi man er fyldt 50 år er man ikke på gravens rand, siger Michael Svendsen, som var med på sin første ’sparke døren ind’ tur. Foto: Flemming Schiller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *