Jeg græmmes
Debat  Jeg læser i min lokalavis, at kommunen vil indrette midlertidige boliger til flygtninge i en bygning, der står tom. Jeg bliver glad.

Læser videre, at naboerne er bekymrede. Værdien på deres lejligheder risikerer ifølge en ejendomsmægler at falde 20 procent. Jeg rynker brynene.

Læser dernæst følgende citat: »Vi er naturligvis bekymrede for, hvordan det kommer til at påvirke vores kvarter. Der kommer en eller anden form for afskærmning, så vi ikke kan kigge lige ind til hinanden, og det er fint nok. Men der kommer aktivitet 24 timer i døgnet og der skal bo familier på små værelser, hvor der ikke er meget andet at lave end at være i området. Så vi tænker på støj og måske større risiko for indbrud.« Jeg begynder at knurre og få fråde om munden.

Tænk, hvilke positive oplevelser de borgere kunne få, hvis de var villige til at tage venligt imod flygtningene. Tænk, hvis de greb chancen for at høre om lande, kun få af os har rejst i. Tænk, hvis de kunne få indblik i for eksempel flygtningenes kulturer og madlavning.

Men nej. De får åbenbart rigeligt med eksotiske indtryk, når deres lokale pizzarestaurant har både falafel, shawarma, gyros og humus på menukortet, og de ansatte hverken er danskere eller ’’rigtige’’ italienere.

De taler om fysisk afskærmning allerede måneder inden, ’’de fremmede’’ kommer til byen. Det giver sikkert mening, hvis de tror, at flygtningene er hærdede forbrydere hele bundtet – de it-uddannede, skolelærerne, juristerne, lægerne og alle de andre helt almindelige mennesker, som bare håber på en bedre fremtid for deres børn og dem selv.

Fakta: Ifølge planen skal der indrettes i alt 32 værelser på mellem 13 og 20 kvadratmeter. I første etape kommer der til at bo mellem 15 og 23 beboere i op til et halvt år ad gangen. Samlet set kan bygningen indrettes til midlertidigt flygtningecenter i op til fem år. (Kilde: Ballerup Bladet, uge 44)

6 kommentarer om “Jeg græmmes”

  1. Jørgen flyr siger:

    BRAVO Helle-Lise, også jeg synes det er pinligt når nogle naboer beklager sig i misforstået smålighed og selvtilstrækkelighed. SE OP OG GRIB en enestående chance for at vise, at vi danskere tager ansvar og er i stand til empati og gæstfrihed, og åbne for folk der i er flygtet fra krig her til Danmark. Jeg kender personligt flere af de syriske flygtninge, og de er både positive og hjertelige mennesker. Naboerne har intet at frygte, men kan med sindsro og glæde se frem til at få nye venner i jeres nabolag.

  2. Helle Tiedemann siger:

    Hej Helle

    Jeg blev så glad da jeg læste dit indlæg. Tak for det😊

  3. Margit Hoffeldt siger:

    Jeg er også nabo til det nye modtagercenter og deler ikke Den omtalte frygt som der stod om i Ballerup Bladet i sidste uge. Det er altså ikke alle naboer der er bange, verken for mennesker fra anden kultur eller faldende priser på vores lejligheder.

  4. Musa Kekec siger:

    Hej Helle-Lise

    Hvor er det befriende med et friskt pust, der sætter større fokus på nysgerrighed end fordomme!

    Vi har alle et ansvar for at tage godt imod de nye borgere med henblik på at inddrage dem i fællesskabet end at ekskludere dem fra det. Det sidste vil netop øge risikoen for uro og ballade og det gavner ingen.

    Når det er sagt ved jeg at det ikke er en nem opgave men vi gør det ikke næmmere ved at være fordomsfulde og lader os drive af frygt end nysgerrighed.

  5. Poul E. Pedersen siger:

    Naturligvis forstår jeg den frygt som naboerne til flygtningecentret nærer.

    Det er aldrig sjovt når ens hus falder flere hundrede tusinder i værdi, fordi kommunen har fundet det rimeligt at placere ” flygtninge ” netop der. ???

    Der er utallige eksemler på den ufred et sådant sted skaber for deres omgivelser.

    I og vi kan så kun håbe på at politiet og kommunen er opmærksom på dette, måske kommende problem. ??

    Men med de små rum som her er stillet til “flygtningenes” rådighed, kan i og vi så håbe at det kun er kort tid at i har disse “flygtninge” opbevares der, inden de finder andre græsgange. ??

    I øvrigt må i (naboerne) godt informere os om hvordan det slæber an med jeres nye naboskab, så vi enten kan blive beroliget, eller frygte at denne omsiggribende indvandring fra alverdens lande, også vil ramme vores fredelige område.

    Med venlig hilsen
    Poul E. Pedersen

  6. Johnny Larsen siger:

    Hej Helle-Lise.
    Sådan. Mange Tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *