Mere end 500 U9 spillere fra hele landet deltog i turneringen, der strakte sig over tre dage. Lundegården spillede i alt syv kampe, viste flot spil og leverede fine resultater. Fire sejre, to uafgjorte og kun et nederlag blev det til.
En speciel ting ved denne turnering, som alle deltagere satte stor pris på var, at alle kampe uanset resultat i ordinær tid, blev afsluttet med en straffesparkskonkurrence, hvor alle spillere fik chancen for at score. Et meget populært tiltag.
Alle spillere og ledere i turneringen var indlogeret på Kirkeby skole. For Lundegårdens spillere var det første gang, de var af sted på fodbold tur med overnatning uden forældre. På trods af at Lundegårdens otte spillere og tre ledere havde fået stillet skolens vel nok mindste lokale til rådighed (nogle mente, at det var på størrelse med pedellens kontor!), var humøret højt og alle havde en fantastisk weekend på Fyn.
Rigtig mange af Lundegårdspillernes familier havde også taget turen til Fyn, og havde indlogeret sig på hoteller og camping i lokalområdet. Så også på sidelinjen var der fremragende opbakning til Lundegården, der garanterer at det ikke er sidste gang, de tager turen til Øens Cup.