Ballerup og Måløv tog hul på Borgermillionen
Borgermillion_Ballerup_Syd_-_Soren-copy.jpg
11-årige Søren Bendsen (th) var mødt op med sine kammerater til Borgermillionens første møde på Tapeten, fordi de savner en skaterbane i Hede-Magleparken. Foto: privatfoto
projekter Skaterbane, byttecentral, mobil scene og kickstart af udendørs aktivitetsareal er nogle af de projekter, som borgerne sendte videre fra de første møder.

»Jeg løber meget på løbehjul, og jeg kunne godt tænke mig en skaterbane for løbehjul, skateboards og rulleskøjter i Hede-Magleparken, så vi ikke skal helt over til Malmparken.«

Det var grunden til, at 11-årige Søren Bendsen sammen med sine kammerater mødte op til Borgermillionens første workshop på Tapeten tirsdag aften. Her skulle borgerne i Ballerup Syd beslutte, hvilke ideer, der skal arbejdes videre med til rigtige projekter.

Bydelen har en andel på 385.000 kroner af borgermillionen og på dette første møde fandt man frem til fire projekter, der skal arbejdes videre med.

Sørens idé om en skaterbane fik opbakning plus en masse gode forslag fra andre deltagere til måder at få projektet videre ud over rampen.

Dertil blev man på mødet også enige om, at arbejde videre med idéen om en byttecentral, hvor man i bedste genbrugs-ånd både kan aflevere ting, man ikke har brug for og hente ting gratis. En parkourbane, gerne i området nær Pederstrup, hvor der mangler aktivitetsmuligheder kom også med på listen ligesom projektet ”mere monitor”, som skal give unge mulighed for at realisere deres musik-drømme.

En gammel drøm

På Borgermillionens anden workshop torsdag aften i Kulturhus Måløv var der færre ideer på bordet, men ambitionerne var til gengæld store.

»Det er faktisk en gammel drøm,« understregede Sune Lohse, da han fremlagde sin ambitiøse idé om et stort udendørs overdækket aktivitetsareal med et hav af anvendelsesmuligheder for alle på kryds og tværs.

Udgiften til aktivitetsarealet er så stor, at Måløvs knap 190.000 kroner kun rækker til første fase – at få skabt samarbejde og lavet projektbeskrivelse med arkitekttegninger, hvor ud fra man kan finde og søge midler til selve anlæggelsen.

Det førte til en del diskussion blandt mødets deltagere, der var begejstrede for projektet, men også syntes, det var synd, hvis der ikke kom noget fysisk ud af pengene. Men det endte med, at ideen gik igennem til anden runde.

Med videre gik også ideen om en form for mobil scene, som skal være med til at styrke fællesskabet i området.

Hver stemme tæller

På torsdag den 29. oktober er det Skovlunde-borgernes tur til at beslutte, hvilke ideer der skal videre gennem nåleøjet i kampen om bydelens 266.000 kroner. Og sidste workshop i første runde er Ballerup Nord tirsdag den 3. november, hvor man har 160.000 kroner at lege med.

Borgermillionen er fordelt ud på de fire områder ud fra befolkningstallet, derfor varierer pengemængden fra bydel til bydel.

De godkendte ideer fra de fire møder skal ligge færdige som projekter i december. I januar holdes de afgørende møder, hvor vinderprojekterne findes ved afstemning blandt alle de fremmødte borgere.

Læs mere på ballerup.dk/borgermillionen


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *