Din nye nabo er din ven
flygtningehus-1.jpg
Niels Gulbech Eiruff (t.v), sammen med Bilal, der selv er flygtning fra Syrien og nu er en aktiv del af gruppen samt Martha Kristiansen midt i ’flytterodet’. Her har ’Venligboerne’ i Ballerup allerede samlet en del forskellige møbler og mere er på vej. Foto: Flemming Schiller.
Integration Ballerup skal som mange andre kommuner modtage flygtninge fra bl.a Syrien. En gruppe frivillige ’Venligboere’ har i de seneste uger samlet tøj og møbler sammen til de nye borgere.

En gruppe møbler af forskellig størrelse står stablet på den lille plads foran trappen op til det ældre hus på Gl. Rådhusvej. Her lå en gang en mølle og huset kaldes stadig ’Møllen. Bygningen har stået tom i otte år, men nu er der kommet liv i det gamle kommunale hus.

I de sidste uger har den lokale aflægger af den landsdækkende bevægelse ’Venligboerne’ samlet møbler, tøj, legetøj og mange andre ting sammen i lokalerne, som de så skal fordele til de nyankomne flygtninge, der skal bosætte sig i kommunen.

Flygtninge der i mange tilfælde slet intet har og som derfor står og mangler det mest basale for at kunne få et hjem til at fungere.

En af de drivende kræfter bag den lokale udgave af ’Venligboerne’ er Niels Gulbech Eiruff, der har arbejdet for at få samlet et godt team af frivillige, der koordinerer de indsamlede ting, henter og bringer på de mest umulige tidspunkter og i det hele taget sørger for, at Ballerup møder sine nye borgere med venlighed og varme.

Barske historier

»Ideen opstod hjemme i min stue. I min familie er vi vant til at hjælpe hinanden og da jeg samtidig blev opfordret til at hjælpe fra andre sider, så var det oplagt, at starte gruppen ’Venligboerne- Ballerup-Skovlunde-Måløv’ op i Ballerup,« siger Niels Gulbech Eiruff, som også har flygtningesituationen lidt tæt på. For en af de frivillige i ’Venligboerne’ er Bilal, der har boet i ni måneder i Niels’ boligkvarter og er kommet tæt på ham og hans familie. Bilal kommer selv fra Syrien og hans barske historie inspirerede også Niels Gulbech Eiruff til at gøre en indsats for at hjælpe de nye flygtninge i kommunen.

»Det er nogle barske historier jeg har hørt fra Bilal, som nu er blevet min ven. Og når man så samtidig ser TV og hører hvad der sker, så føler jeg mig forpligtet til at gøre noget. Det er netop målet med facebookgruppen ’Venligboerne’ Alle yder det, de kan og forpligter sig ikke til at skulle møde op hver uge og melde sig ind. Man yder det bidrag, man kan. Men man gør noget,« siger Niels Gulbech Eiruff, der understreger, at gruppen ikke har noget politisk ståsted eller holdninger. Det handler kun om at hjælpe medmennesker.

Svært uden netværk

Netop den filosofi tiltaler to af de tilstedeværende ’Venligboer’ denne onsdag eftermiddag i ’Møllen’, Martha Kristiansen og Richa Jessen. De har begge vidt forskellige baggrunde, men var tiltalt af tanken om at kunne gøre en indsats her og nu.

»Jeg synes det var et godt initiativ. Jeg har boet i Singapore i nogle år og er lige ankommet til Ballerup, mens min mand stadig bor i Singapore lidt endnu. Jeg ved hvor svært det er at ankomme uden et netværk, så jeg var meget tiltalt af tanken om at kunne hjælpe her og nu.

Man kan gøre en forskel og så rykke videre i sit liv. Man er ikke forpligtet i lang tid nødvendigvis, men samtidig kan man gøre noget, når det er et behov,« siger Richa Jessen.

Martha Kristiansen er skolelærer og er udover at være praktisk hjælper med transport af møbler, indretning og koordinering, også kvinden der hjælper med eksempelvis det sproglige, når de nye flygtninge ankommer.

»De fleste mennesker har vel en eller anden form for empati, når man ser disse katastrofer. Og her kan vi gøre noget konkret og ganske hurtigt. Det er også hjælp til selvhjælp, for meningen er jo også, at flygtningene skal hjælpe og lære af hinanden. Og samtidig er det en god form for integration,« siger Martha Kristiansen.

Mange henvendelser

Lokalerne på Gl. Rådhusvej er stillet til rådighed af Ballerup Kommune for tre uger siden og siden er det gået stærkt. Rummene er godt fyldt med ting, der blandt andet skal bruges til at forsyne en mor fra Eritrea og hendes ni-årige søn med de basale nødvendigheder i deres nye hjem i Ballerup.

»Gennem vores netværk får vi rigtig mange henvendelser fra folk, der vil bidrage. Enten ved at hjælpe, ved at like vores gruppe eller ved at donere ting og sager. Vi slæber så tingene herind og koordinerer tingene, så der er nok til alle. Det er klart, at vi ikke kan udstyre et hjem med alt, men vi kan forhåbentlig få et hjem udstyret med det mest basale. Det handler også om at sende et signal om, at vi er venlige og at vi vil flygtningene det godt. Den dagsorden vil vi gerne sætte. Og så handler det ikke om politik og den slags. Vi kendte ikke hinanden for 14 dage siden og nu har vi bygget et godt team op, der er fælles om en konkrete sag. Det er det, der betyder noget,« siger Niels Gulbech Eiruff.

Et par ældre herrer træder igennem rummet med et stort møbel imellem sig. De takker af og går igen. Sådan fungerer gruppen nemlig. Man hjælper, når man kan og alle er velkomne.

God dialog

Gruppen i Ballerup har nu 419 medlemmer. Mennesker fra alle samfundslag og mange baggrunde. Med det formål at skabe synergi, dynamik og ikke mindst en god stemning, der skal hilse nye flygtninge velkomne og skabe både dialog og integration til fælles glæde.

»Hvis man har noget, kan man altid komme forbi hernede mandag, onsdag og torsdag mellem klokken 16 og 19 eller lørdag mellem klokken 11 og 14. Alle bidrag er velkomne, både små og store. Vi er bare glade for den hjælp vi kan få, og jeg kan garantere, at flygtningene er dem, som er mest glade,« siger Niels Gulbech Eiruff.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *