Politiet efterlyser cyklende tasketyve
politi I sidste uge har cyklende tasketyve været på rov i Ballerup. Hele tre kvinder er blevet ofre for tyvene rundt om i lokalområdet.

Først gik det ud over en 58-årig kvinde på Bydammen i Ballerup tirsdag den 20. oktober klokken 16.15. Kvinden stod lige bag kirken og ventede på at lyssignalet skulle skifte fra rød til grøn, så hun kunne krydse vejen.

Pludselig kom en mand i mørkt tøj cyklende forbi, flåede tasken ud af hånden på hende og cyklede væk ad Bydammen. Kvinden forsøgte at løbe efter manden, men han var for hurtig, så hun gav op.

Dagen efter var det så en lille gruppe på tre mand, der cyklede rundt og stjal tasker. Først klokken 12.47 gik det ud over en 84-årig kvinde, der var på vej hjem fra at have handlet i Ballerup Centret. Hun gik på Pederstrupstien langs togskinnerne, da tre drenge eller unge mænd kom cyklende bagfra på hver deres cykel.

Én af drengene hev tasken af kvindens skulder og stak af. Efterfølgende var kvinden noget ’’rundt på gulvet’’ og blev fundet af en gårdmand, som troede hun havde fået et ildebefindende og tilkaldte en ambulance.

Kvinden nåede ikke at se de tre drenge, men har oplyst til politiet at den ene vist nok var iført en grå hættetrøje.

En time senere var de tre cyklende tasketyve så kørt til Måløv, hvor de på Søndergårds Allé tæt ved stationen lavede samme nummer mod en 66-årig kvinde. De kom cyklende bagfra op på siden af hende, den ene hev tasken af hendes skulder og så stak de af.

Kvinden har givet følgende signalement af den ene tyv til politiet: Østeuropæisk af udseende, 23-27 år, almindelig kropsbygning, brunt hår med en sort hue trukket ned over ørene.

Politiet vil meget gerne høre fra eventuelle vidner på telefon: 43 86 14 48

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *