Skal børnene mærkes med chip
Dagtilbud-mandegruppen.jpg
Der var god snak og grin i gruppen, der forsøgte at finde svar på hvorfor mænd er så usynlige i dagtilbud for de 0-5-årige – og hvordan man får mændene med.
Pasning Der var frit spil for provokationer og ideer, da forældre, pædagoger m.fl. skulle sætte ord på fremtidens dagtilbud for de 0-5-årige i Ballerup Kommune.

Hvorfor slår vi ikke plejehjem sammen med børneinstitutionerne for at skabe helt nye rum og rammer? Eller hvad med at tage teknologien til hjælp og sætte en chip på hvert barn?

Det var bare nogle af de tanker, der kom på bordet, da 70 personer med vidt forskellig baggrund var samlet på Ballerup Rådhus for at komme med forslag til, hvordan fremtidens dagtilbud i kommunen skal se ud.

Færre penge – mere kvalitet

Udfordringerne er massive. For samtidig med, at den kommunale økonomi vil være under stigende pres i fremtiden, stiger kravene fra politikere og forældre til både fleksibilitet og kvalitet i institutionerne.

Derfor har Ballerup Kommune sat gang i projektet ”Fremtidens dagtilbud”, som skal skabe bedre institutioner og vilkår for de 0-5-årige med de samme – eller færre – penge til rådighed.

Skrækscenariet er blandt andet Sydkorea, hvor robotter terper engelsk med de små børn. Ønsketænkning er blandt andet Canada, hvor man er langt med at inddrage frivillige til at lære fra sig til børnene.

Kvote for mænd

Blandt de temaer, de 70 deltagere på rådhuset skulle arbejde med, var da også både teknologi og frivillighed. Og så var der lige den med mændene, der stort set er usynlige i dagtilbud for de små børn. Det betyder også noget for kvaliteten og for børnene.

Her mente gruppen – af mænd – der arbejdede med det punkt, at kønskvotering kunne være vejen frem. Hvis mænd fik lov at bestemme halvdelen af aktiviteterne i fremtidens børnehus, ville det helt ændre rammerne for et godt børneliv.

Buketten af ideer, der kom ud af aftenen på rådhuset, vil man nu arbejde videre med. Og nogle af dem vil blive omsat til projekter, der skal ud og afprøves lokalt i kommunen, lovede afsnitsleder i Ballerup Kommune Lotte Aabye i sin afrunding af en frugtbar aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *