Måløv sikrede sig tredjepladsen
Fodbold Lørdag tog Måløv Boldklub imod FC Albertslund i en kamp, som havde betydning for begge mandskaber. Hjemmeholdet kunne med en sejr sikre sig tabellens tredjeplads, mens Albertslund havde brug for point for at sikre overlevelse i rækken.

Måløv var til dagens opgør ramt af mange skader, og en taktisk god præstation ville derfor være nødvendig mod et hold med mange gode offensive kvaliteter.

Måløv spillede derfor med lidt mere tyngde end normalt og satsede på hurtige omstillinger og standard-situationer, og det lykkedes til fulde. Især leverede Bjarke Balling på den defensive midtbane en meget flot præstation, men hele måløvholdet havde ære af kampen, der efter 0-0 ved pausen fortjent sluttede 3-0 på to scoringer af Kim Finch Andersen og et mål af Julian McFarlane.

Måløv har i dette efterår savnet en smule mere kontinuitet i truppen, men kan alligevel se tilbage på 2015 med stor tilfredshed. I juni måned lykkedes det at rykke op i Serie 2 samt at kvalificere sig til en finaleplads i DBU’s Finale-4-stævne. I august måned vandt man for første gang i klubbens historie ’Nem Transport Cup’ efter finalesejr over BSF, og lørdag sikrede man sig altså tredjepladsen i Serie 2.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *