Man lugter virkelig dårligt
Rygestop-Heidi-4-copy.jpg
Heidi Jørgensen droppede cigaretterne i maj og rygestoppet har ændret hendes liv. Hun har fået mere energi, pænere hud, bedre smags- og lugtesans, og hun oplever, at folk er mere imødekommende over for hende nu, hvor hun ikke længere lugter af røg. Foto: privatfoto
rygestop Fra 50 til 0 cigaretter på to dage. Heidi Jørgensen blev røgfri med hjælp fra kommunens rygestoptilbud. Nu har hun været røgfri i et halvt år - og hun er sikker på at hun aldrig vil begynde at ryge igen.

»Nu skal det være slut!« Det var Heidi Jørgensens første tanke, da hun slog øjnene op en morgen i maj 2015. På trods af familie, venner og ikke mindst lægens utallige opfordringer til at stoppe, havde Heidi røget 40-50 cigaretter hver eneste dag i 28 år, hvilket havde sat sine tydelige spor på helbredet.

»Jeg har lungefibrose, en kronisk, uhelbredelig lungesygdom, som ikke bliver bedre. Nu besluttede jeg mig for, at det heller ikke skulle blive værre, og derfor ville jeg stoppe med at ryge,« siger Heidi Jørgensen.

Dagen efter tog hun tog til sit første møde i Ballerup Kommunes rygestoptilbud ’Kom & Kvit’, og tre dage senere røg hun sin sidste cigaret.

Ubehagelig øjenåbner

Heidi Jørgensen fandt motivation til at blive røgfri i en fart, da hun på sit første rygestopmøde fik en hjemmeopgave.

»Jeg skulle registrere, hver gang jeg tændte en cigaret, og det var jo et kæmpe arbejde med alle de cigaretter, jeg røg. Det gad jeg simpelthen ikke, så hellere bare stoppe,« griner Heidi Jørgensen.

Da Heidi havde skoddet sin sidste cigaret fulgte en hård periode, hvor hun havde brug for afledning og erstatning for rygningen. Hun malede sin stue, hørte høj musik og cyklede lange ture, for at få tankerne væk fra trangen.

»Alligevel kom det bag på mig, at det ikke var sværere. Havde jeg vidst, at det var så forholdsvist nemt at stoppe, havde jeg gjort det for mange år siden, siger Heidi Jørgensen, som også fik sig lidt af en ubehagelig overraskelse:

»Som nyudsprunget ikkeryger opdagede jeg pludselig, hvor dårligt rygere egentligt lugter,« siger hun og beskriver, hvordan hun for eksempel undgår at sætte sig ved siden af en ryger i bussen.

»Sådan havde jeg også selv lugtet uden at vide det, og det var noget af en ubehagelig øjenåbner,« tilføjer hun.

Viljestyrke og støtte

Et halvt år uden cigaretter har ændret Heidi Jørgensens liv. Hun har fået mere energi, pænere hud, bedre smags- og lugtesans, og hun oplever, at folk er mere imødekommende over for hende nu, hvor hun ikke længere lugter af røg.

Hun overraskede både sig selv og sine omgivelser, da hun stoppede med at ryge.

»Ingen havde troet, det nogensinde ville ske, jeg var bare ikke typen, der holdt op med at ryge. Jeg havde helt ærligt regnet med, at cigaretterne ville slå mig ihjel,« fortæller hun.

Efter et halvt år er Heidi Jørgensen stadig røgfri, og hun er ikke i tvivl om, at hun kan takke sig selv og sin egen viljestyrke kombineret med den støtte, hun fik på rygestopmøderne.

»Jeg har ikke været alene om det, jeg har haft nogen at snakke med hele vejen og delt både frustrationer og sejre. Det har været en kæmpe hjælp, siger hun.
Heidi Jørgensen har stadig lyst til nikotin, men hun vil aldrig starte med at ryge igen.
»Det fylder ikke ret meget i min bevidsthed, og jeg har det så meget bedre. Det er den største motivation til at forblive røgfri,« siger hun.

Læs også: Det er gratis at blive røgfri


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

1 kommentar om “Man lugter virkelig dårligt”

  1. kim kristensen siger:

    hej søster godt gået miraklerne tid er ikke over for dette et stort et af dem
    tillykke !!!! fra os i frederikshavn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *