Forældre til kriminelle unge danner netværk
støtte Det kan være utrolig hårdt og frustrerende at være forældre til kriminelle unge. Skam, magtesløshed og frygt fylder hverdagen, men et nyt forældrenetværk fungerer som ventil og giver forældrene mulighed for at udveksle erfaringer med andre i samme situation.

»Det er skrækkeligt at stå der på sidelinjen og se sin søn, der er på total deroute, og bare vide, at han skal helt ned og ramme bunden.«

Ordene komme fra en af de forældre, der hver 14. dag mødes i Forældrenetværket i Ballerup. Ingen af de medvirkende ønsker at stå frem med navn, men de har indvilliget i, at fortælle lidt om deres oplevelser til avisen.

Forældrenetværket er etableret af Ballerup Kommune og er et tilbud til forældre, der har børn og unge i – eller på vej ud i – kriminalitet af forskellig art. Der er etableret to grupper på nuværende tidspunkt – én i Grantoften og én i Hede-Magleparken, en tredje i Skovlunde er under opbygning.

Netværket er et tilbud til forældrene om at møde andre i samme situation for at dele bekymringer og udveksle erfaringer. Det er ikke terapi eller sagsbehandling – men blot et rum for forældrene, hvor de kan lufte alle de tanker og følelser, de går rundt med.

Det er Britt Saxe Andersen fra kommunens Center for Børn og Ungerådgivning, der er tovholder på Forældrenetværket. Hun sørge for kaffe, brød og ekstra ører. Og så kan hun engang i mellem komme med gode råd og idéer til de hårdt prøvede forældre.

»Der er fire, fem, seks forældre i hver af de to grupper og vi mødes hver 14. dag og snakker lidt om, hvordan det er gået siden sidst og hvad de går og tumler med i forhold til deres børn,« fortæller Britt Saxe Andersen.

»Nogle er forældre til unge, der allerede er kriminelle, andre har børn, der ligger lige på grænsen og er i stor risiko for at havne i kriminalitet,« tilføjer hun.

Sammenligne historier

Dem vi taler med i Forældrenetværket er alle forældre til unge teenagedrenge, der har krydset grænsen – og hvor det blot er et spørgsmål om tid før hammeren falder for alvor.

»Vores drenge er alle omkring 17 år og nærmer sig 18, og så er det bare lige pludselig nogle andre paragraffer, der gør sig gældende,« siger den ene af mødrene.

Mange af dem der kommer i Forældrenetværket kender hinandens børn perifert af navn eller omtale – større er Ballerup ikke.

»Vi har nogle fælles referencerammer – både i forhold til steder og personer. Og så kan vi tit bruge hinanden til at sammenligne historier, hvor vi så kan få flere detaljer end vores egen søn lige har villet ud med,« fortæller én af mødrene.

Deres historier om livet derhjemme med deres kriminelle teenagere er meget ens: Drengene er fjerne og ofte påvirkede af hash, de lyver om hvad de laver, bliver væk i længere tid uden at fortælle hvor de er, overholder ikke aftaler og er i det hele taget respektløse og grove overfor deres forældre.

Nogle vælger at smide drengene ud hjemmefra – også for at skåne den øvrige familie, mens andre vælger at stå kampen ud og tage de ’’tæsk’’, der kommer, mens de håber på, at deres store sønner bliver klogere.

»Magtesløsheden er det værste og så den der konstante frygt for, hvad der kan ske dem. Hvornår banker politiet på næste gang – eller det der er værre,« forklarer én af mødrene og uddyber at hun er bange for at sønnen skal rage uklar med de forkerte – som for eksempel bandemedlemmer.

»Man går lidt rundt med forhøjet stressniveau hele tiden,« forklarer en anden.

Støtter hinanden

I Forældrenetværket kan forældrene være helt ærlige og fortælle råt for usødet, hvad der foregår derhjemme.

»Det er befriende at mødes med andre forældre og opdage, at det er ikke kun mit barn, der opfører sig sådan. At man ikke er den eneste i den situation,« siger én af forældrene og tilføjer:

»Der er ikke så mange i min omgangkreds, der kender til det her.«

Kan komme videre

I Forældrenetværket kan man sige det meste, der behøver ikke være filter på, for de fleste har hørt og set det samme før.

»Vi oplever at forældrene er glade for at kunne snakke åbent om tingene – uden at det kommer videre. Mange af dem har svært ved at tale med andre om problemerne – også i familien, så de har stor nytte af at møde hinanden her i netværket,« siger Britt Saxe Andersen.

»Der er også flere af forældrene, der begynder at tale sammen og bruge hinanden udenfor netværket. De ringer for eksempel sammen, hvis de ikke lige har set deres søn eller datter længe, hører hvad de andre ved og om noget har set noget,« tilføjer hun.

Netværket er også med til at booste forældrenes selvtillid, forklarer Britt Saxe Andersen:

»Jeg oplever at en del af dem begynder at sætte grænser for deres børn og tro mere på sig selv. Nogle af dem får også troen på, at de selv kan komme videre og at de godt kan se kommunen som en medspiller i stedet for en modspiller.«

Faktaboks: Forældrenetværket i Ballerup

– Netværket er for forældre til kriminalitetstruede børn og unge.

– Her kan de mødes med andre forældre i samme situation for at dele bekymringer og udveksle erfaringer.

– Der findes for tiden to grupper i henholdsvis Grantoften og Hede-Magleparken. Der arbejdes på at skabe en tredje gruppe i Skovlunde.

– For mere information kan man kontakte tovholder, Britt Saxe Andersen på telefon: 41750017 elller mail: bri2@balk.dk.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *