Forurenet jord fjernes for at sikre drikkevandet
Gravemaskiner-COLOURBOX.jpg
Gravemaskinerne kommer på arbejde på Brydehusvej 21, hvor de skal fjerne forurenet jord helt ned i 10 meters dybde. Foto: Colourbox
oprensning Region Hovedstaden går nu i gang med at fjerne forurenet jord på Brydehusvej for at sikre drikkevandet i området.

Snart får gravemaskinerne travlt på Brydehusvej i Ballerup, hvor Region Hovedstaden skal i gang med et kæmpe gravearbejde for at fjerne forurenet jord på grunden Brydehusvej 21.

Jorden på grunden er forurenet med klorerede opløsnings­midler, og forureningen er på vej ned til grundvandet, hvor den kan ødelægge det vand, der bruges til drikkevand.

»Forureningen findes indenfor det område, hvor Lautrup Vandværk oppumper vand til drikkevand. Derfor er det vigtigt, at vi får stoppet forureningen, så den ikke når at sprede sig til grundvandet og ødelægge drikkevandet. Det skal dog understreges, at drikkevandet fra Lautrup Vandværk ikke er forurenet i dag. Vandværket kontrollerer løbende kvaliteten og forbrugerne kan trygt drikke vandet,« fortæller Ida Damgaard, der er projektleder i Region Hovedstadens Center for Regional Udvikling.

Forureningen på Brydehusvej 21 stammer fra tidligere industri på adressen. I perioden fra 1970-1991 blev der fabrikeret og drejet messing- og ståldele. I produktionen blev der brugt klorerede opløsningsmidler til at rengøre delene og olie til at smøre maskinerne. Brugen af stofferne har ført til, at jorden i dag er så kraftigt forurenet med klorerede opløsningsmidler og oliestoffer, at den skal renses op, oplyser regionen i en pressemeddelelse.

10 meter dybt hul

Gravearbejdet begynder her i midten af oktober og kommer til at stå på frem til begyndelsen af 2016. Og det bliver noget af et gravearbejde, regionens folk skal i gang med, da der findes forurenet jord helt ned til 10 meter under jordoverfladen.

For at beskytte de omkringliggende bygninger er det nødvendigt at etablere en støttevæg rundt om det område, hvor der skal graves dybest. Støttevæggen bliver enten etableret ved spunsning eller ved at bore nogle meget store huller i jorden, der fyldes op med beton. Herefter kan gravemaskiner fjerne den forurenede jord, og ren jord kan fyldes i hullet, fortæller regionen, der tidligere har forsøgt sig med at begrænse forureningen ved at fjerne og efterfølgende rense forurenet vand fra det mest forurenede område.

»Det har desværre vist sig, at anlægget ikke har været effektivt nok til at fjerne forureningen. Vi har derfor undersøgt alternative løsninger til at fjerne forureningen, og er kommet frem til, at den bedste løsning er at grave forureningen op. Gravearbejdet vil medføre støj i området, og der vil forekomme trafik af lastbiler. Vi håber, at alle vil have forståelse for disse gener, der forhåbentlig kun bliver kortvarige,« siger Ida Damgaard.

I 2015 bruger Region Hovedstaden 144 millioner kroner på at opspore, undersøge og rense foru­renede grunde. Heraf går de to tredjedele af pengene til undersøgelse og oprensning af forurening i jord og grundvand, oplyser de.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *