60+ træning i superarenaen
Træning I denne uge rykker Ballerup Atletik Klubs 60+ træning indendørs i Ballerup Super Arena, men der er nu stadig god grund til at tage både indendørs- og udendørssko og tøj med, da der stadig - når vejret tillader det - kan varmes op med en lille løbetur rundt i området.

»Vi er en flok 60+, hvor der stadig er plads på holdene til styrke- og crossfittræning suppleret med intervaller, stræk- og smidighedsøvelser. Alle kan deltage og man gør det bedste man kan.

Og tro mig, det bliver meget hurtigt bedre gang efter gang med træningen, det er fantastisk, hvad man faktisk kan på sigt – også uden at have de store forudsætninger på forhånd,« fortæller Ulrich Engmark fra BAK.

60+ holdet træner hver tirsdag og torsdag fra klokken 9 til 11 i Ballerup Super Arena.

»Efter træningen er der selvfølgelig tredje halvleg, hvor vi kan nyde en kop kaffe. Det hænder, at der er nogen, der har fødselsdag og så er der som regel lidt mundgodt til kaffen,« tilføjer Ulrich.

På holdet kan man også erhverve sig ’’Idrætsmærket’’. Der blev uddelt 15 mærker sidste år, og der er vist bred enighed på holdet om, at det vil de gøre endnu bedre i år.

Man kan læse mere på www.ballerup-ak.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *