Efter en nervøs start for U15-1, der startede med to uafgjorte kampe, kom der for alvor gang i spillet på turneringens dag 2, hvor man vandt hele 5-0, og dagen efter kvalificerede holdet sig til A-slutspillet med en 2-1 sejr. I kvartfinalen blev det til et sikkert avancement på 3-0, og i semifinalen viste BSFs drenge endnu mere styrke, da de vandt 5-0.
I finalen ventede Odsherred, og i silende regnvejr fik tilskuerne et brag af en kamp og en herrefight. I en jævnbyrdig finale vandt BSF 1-0, og jublen kunne bryde løs.
U17-1 kom flyvende fra start og spillede sig videre til A-slutspillet allerede inden sidste gruppekamp. Kvartfinalen blev på suveræn vis vundet 8-0. Semifinalen bød på dramatik af den ærgerlige slags, da en BSF-spiller blev sparket i hovedet og gik ud som lys, hvorfor han måtte hentes i ambulance. Heldigvis kom han ovenpå igen.
Selve kampen vandt BSF 2-0, og dermed var man finaleklar, hvor et finsk hold ventede. Et finsk hold, der i øvrigt tidligere havde sendt U17-2 ud. Drengene fra Ballerup måtte finde deres bedste spil frem, men i en flot finale lykkedes det dem også, og kampen blev vundet 1-0.
Herefter kunne begge hold lade sig hylde som vindere af Verona Cup og til lyden af ”We are the Champions” modtage pokalen som bevis.