Det synes de andre om budgettet
Budget At Socialdemokraterne og Venstre i Ballerup Kommune var glade for deres fælles budgetforlig kan ikke komme bag på mange. Men hvad mener de partier, der valgte at stå uden for aftalen. Vi spurgte.

Budgetaftalen har fyldt meget i de forløbne uger. Tal, termer og teorier er fløjet gennem luften og i avisens spalter, mens borgmester Jesper Würtzen (A) og Kåre Harder Olesen (V) begejstret har talt om det gode, ansvarlige og udviklende, de har fået ud af et stramt sparebudget.

Men tre partier stod som bekendt udenfor. Både Konservative, Dansk Folkeparti og Enhedslisten var ikke med i forliget og derfor spurgte Ballerup Bladet, hvorfor de ikke var med til at vise ansvarlighed i en trang tid.

Vil gerne være med

»Jeg vil gerne være med og jeg vil gerne være ansvarlig, både når det er gavebudget og når det er sparebudget. Men jeg fik ingen som helt indflydelse på de vigtigste af mine krav, så jeg kan ikke stå inde for det. Vi vil ikke være stemmekvæg for S og V. Vores krav var ikke urimelige eller urealistiske og jeg ved godt, at den økonomiske aftale mellem regeringen og KL er kommet med kort varsel og stiller store krav til kommunen. Men når man ikke kan få noget som helst aftryk på en aftale, så skal man ikke være med,« siger Martin Jonassen (C).

Konservative var især modstander af, at man skærer for kraftigt ned på daginstitutionsområdet uden at gøre sig bevidst, at man risikerer at gøre eksempelvis Egebjerg-området uattraktivt for fremtidens tilflyttende børnefamilier.
Hårdt for Parkhuset

Martin Jonassen er også uenig i den strategi man lægger for dagen overfor Parkhuset.

»Det er et aktivt tilbud til de ældre. Parkhuset har fået så mange tæsk de senere år med besparelse efter besparelse. Man sender det signal, at man hellere vil have de ældre skal sidde derhjemme end at komme et sted, hvor der sker noget. Så kan de ældre ende med at gå i stå og blive plejekrævende,« siger Martin Jonassen.

Han stillede også krav om at folkeskolerne i Ballerup i det mindste selv skulle kunne bestemme, om de vil have lektiecafeer og understøttende undervisning. Men det var der ikke lydhørhed overfor. Endelig kunne konservative ikke få nogen garantier for, at der ville komme snor i udgifterne og økonomien i forbindelse med bymidte-projektet og indsnævringen af Ballerup Boulevard.

»De to projekter er ikke min kop te, det er ikke nogen hemmelighed. Men jeg ville acceptere det, hvis der kom snor i økonomien. Men det kunne der ikke gives nogen garanti for, så jeg måtte altså konstatere, at jeg ikke kunne få nogen indflydelse og så må jeg bakke ud,« siger Martin Jonassen, som dog stadig regner med et godt samarbejde i såvel oppositionen som i kommunalbestyrelsen som helhed.

Konkrete forslag

Hos Dansk Folkeparti kunne man heller ikke finde lydhørhed overfor sine krav og derfor forlod partiet hurtigt forhandlingerne.

»Vi kunne hurtigt se, at der ikke var vilje til at lytte til vores krav, så vi forlod drøftelserne. Når der ikke er reel vilje til at forhandle, så kan man jo ikke deltage. Vi havde ellers en række konkrete forslag til besparelser, men det blev fejet af bordet,« siger Lone Madsen (DF).

Blandt de mest markante forslag fra Dansk Folkeparti var flere varme hænder til ældreplejen og en markant besparelse på vikarservicen. Man vil ansætte folk i stedet.

»Vi foreslog også, at man kunne lukke East Kilbride Badet. Det skal jo renoveres igen. Der kunne man spare 24 millioner kroner. Desuden kunne vi godt tænke os at spare på det administrative personale. Hvis man sparede 10 procent over alt, var det en besparelse på 18 millioner kroner,« siger Lone Madsen, der også foreslog, at der skulle reduceres i antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer fra 25 til 21, i lighed med lignende kommuner i området som Hvidovre, Høje Taastrup og andre. Det blev, måske ikke overraskende, afvist.

Defensivt budget

Mette Hedegaard fra Enhedslisten afventer stadig de mange millioner kroner, der vil tilflyde Ballerup Kommune som følge af den endelige finanslovsaftale. Partiet mener stadig, at hele budgetdiskussionen er helt forkert, fordi der vil være langt flere penge at gøre godt med, når finansloven er endeligt på plads.

»Udover det, så er vi glade for, at der er nedfældet noget om opsætning af solceller. Det er meget kompliceret, men der er ikke afsat penge til projektet. Det er skudt til hjørnespark hos Grønt Råd, men hvis der ikke er afsat penge til projektet, så kan det være ligemeget,« siger Mette Hedegaard, som også knurrer over, at man har fjernet to millioner kroner fra beskæftigelsesindsatsen på Grantoftegård, hvor de mest udsatte ledige findes.

»Pengene skulle bruges til at polstre kommunekassen og forbedre likviditeten. Men der er i forvejen omkring 200 millioner i kassen, så dem mangler vi ikke,« siger Mette Hedegaard.
Hun mener, at budgettet er meget defensivt og at man slet ikke har taget højde for finanslov og for forudsigelige udgifter til ældre- og handicapområdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *