Hvad betyder integration for dig?
debat Jeg får mange forskellige svar alt afhængigt af hvem jeg spørger og det giver et godt praj om hvilken størrelse, vi har med at gøre.

Ordet bruges stadig flittigt og i et omfang, der gør at det skaber mere forvirring end afklaring, hvorfor det er tiden til at gøre oprør mod dette – også i Ballerup Kommune.

Jeg synes personligt at ordet integration har spillet fallit og bidrager til at vi stadig fastholder diskursen om ”os” og ”dem” – det skaber ikke værdi for hverken vores borgere, by eller samfund. Hvorfor skal jeg, som danskfødt, have (og forventes at have) en særlig rolle i at udvælge medlemmer til et råd, der skal diskutere integration alene grundet mit navn mens andre ikke får denne mulighed?

Hvorfor skal rådet bestå af medlemmer med forskellige etnicitet og ikke af personer, der både kan og vil bidrage med deres viden, passion og kompetencer til glæde for andre medborgere?
Det er ikke inklusion i fællesskabet – tværtimod. Denne tilgang bidrager til at fastholde vores nydanske medborgere i bås til trods for at de har taget en uddannelse, er aktive frivillige og er i beskæftigelse.

I relation til ovennævnte har jeg også stemt for at nedlægge Integrationsrådet i Ballerup Kommune da jeg ser det som en begrænsning for vores borgere uanset hvilket etnisk tilhørsforhold disse her.

Lad os lægge kræfter i at bringe alle ildsjæle og ressourcepersoner sammen og bruge deres erfaringer og kompetencer til at sikre større inklusion og medborgerskab.

Jeg har fuld respekt for alle de aktive ildsjæle, danske som nydanske, der virkelig lægger et stort arbejde for større inklusion og aktivt medborgerskab. Disse personer gør en stor forskel, hvorfor jeg gerne ser, at vi sikrer rammer for at dette kan fortsætte fremadrettet. Her spiller vi politikere en vigtig rolle til at sikre klare rammer for at dette arbejde kan udføres og skabe værdi til vores borgere og by. Vi skal udarbejde en klar politik for inklusion og medborgerskab for alle i Ballerup Kommune og styrke vores samarbejde med de lokale foreninger, organisationer, virksomheder og ressourcepersoner, der bidrager til fællesskabet ved at tage et ansvar.

Et fællesskab, hvor vi respekter og accepterer forskellighed og ser på hvilke muligheder det rummer frem for begrænsninger.

1 kommentar om “Hvad betyder integration for dig?”

  1. Mette Hedegaard siger:

    I stedet for at fokusere på at fjerne brugen af integration som begreb, burde du kigge på de vilkår som folk skal leve under.
    Fattigdomsydelsen er i mine øjne titusinde gange vigtigere, hvis vi skal tale om, hvad der skaber en modsætning mellem “os” og “dem”.
    At fastholde folk i fattigdom er et integrationsmæssigt problem af dimensioner. Det er derfor det er så vigtigt at have folk med interesse for og forstand på, at spore og spotte de ekstremt ulighedsskabende forslag og tiltag som politikere gennemfører.
    Desuden står integration teoretisk som modsætning til segregation og assimilation, og så længe de to eksisterer, må man da foretrække at “integrationen” består.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *