Udstyret med badehætter, svømmebriller og en god omgang viljestyrke svømmede de 202 deltagere i alt 457.875 meter i løbet af de seks timer, svømmedagen varede. Det blev til en flot fjerdeplads i kampen med de andre deltagerklubber om at få svømmet flest meter i løbet af dagen.
Triton Ballerups Forman Susanne Bøgeskov Fischer fortæller, at Den store Svømmedag traditionelt har været en stor succes i Ballerup, hvor Triton de tidligere år har høstet en flot førsteplads i den landsdækkende konkurrence om flest svømmede meter.
I år faldt arrangementet dog sammen med, at Tritons ældste elitesvømmere, som typisk bidrager med svømmeture på 10-20 kilometer, skulle på træningslejr, og derfor kom Triton ikke op på helt så mange svømmemeter i år.
Det er Dansk Svømmeunion, som står bag ’Den store svømmedag’, som søndag den 4. oktober blev afviklet for 26. gang, tidligere dog under navnet ’Svøm langt’.
I alt deltog 38 svømmeklubber/svømmehaller i dette års arrangement, og samlet valgte 6627 personer at bruge søndag formiddag og eftermiddag i det våde element i svømmehaller over hele landet.