Tilbage til middelalderen
middelalderoptog_4.jpg
Kulturnatten i Ballerup begynder med festligt optog klokken 15 fra biblioteket til kirken. Her et billede fra sidste års optog. Foto: Flemming Schiller
kulturnat I dag er der Kulturnat i Ballerup med optog, skattejagt, ridderdyster og middelaldermesse i kirken.

Der er igen i år lagt op til en fantastisk eftermiddag og aften på Kirketorvet i Ballerup, når kulturnatten løber af stablen på fredag den 9. oktober.

Det hele begynder klokken 15 med det store middelalderoptog fra Ballerup Bibliotek til Ballerup Kirke. I optoget kan man både møde kromutter, biskoppen, Sankt Jakob og ærkeenglen Michael.

Og når følget rammer Kirketorvet er det tid for alle de små pilgrimme fra Ballerup at tage på pilgrimsrejse. Den begynder klokken 15.30 ved kirkens dør.

Små pilgrimme på rejse

På rejsen skal de små pilgrimme løse gåder og samle perler, men først skal de naturligvis iklædes pilgrimsdragt, inden de går ind i kirken, hvorfra rejsen begynder.

Inde i våbenhuset møder man kromutter. Hun plejer at være nede på kroen. Men det er en helt særlig aften, så kromutter vil gerne sende folk godt af sted og fortælle nogle gode historier, som hun har hørt. Og hun elsker at snakke.

Gennem den høje dør i våbenhuset bliver de små pilgrimme lukket ind i kirken. Biskoppen er klædt i sin festdragt og er kommet for at ønske alle en god og lykkebringende rejse!

Pludselig træder ærkeenglen Michael frem og fortæller om den store kamp med dragen, som Michael dræber med et kæmpe spyd. Men englen kan også spille på harpe, så hvis pilgrimmene er heldige, får de en lille sang med.

Oppe ved alteret venter Sankt Jakob. Han fortæller om livet som skytsengel for de mange vandrende- og om den kirke, han lige har fået bygget!

Rejsen slutter med at pilgrimmene går i Perleværkstedet med deres perler og får lavet et lille bevis på, at de har genneført pilgrimsrejsen.

Middelaldermarked

På Kirketorvet er der fest med musik, sang og dans. De forskellige boder sælger god middelaldermad og drikke, og rundt omkring kan børnene prøve kræfter med for eksempel bueskydning eller ringridning. Der er også forskellige værksteder, hvor børnene kan prøve at lave forskellige middelalderting.

Klokken 17.40 griber de tapre riddere deres våben og laver kampopvisning på torvet. Og klokken 18 optræder middelaldergruppen Pøbel i Ballerup Kirke, efterfulgt af en stemningsfuld middelaldermesse i kirken fra klokken 18.30 til 19.15.

Aftenens sidste del af programmet er en spændende fortælling i kirken og hvordan kirken blev bygget og hvad kalkmalerierne forestiller og fortæller. De er som én lang historie og denne aften er der mulighed for at høre om alle billederne.

Kulturnatten bliver til – og gennemføres af – sognets præster, organister, kirke- og kulturmedarbejder, kordegn, administrationschef, kirketjenere, gravere, frivillige, Middelalderforeningen Korsfarerne, FDF, De Grønne Pigespejdere, og musikgruppen Pøbel.

middelalderoptog_43

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *