Nu skal der gang i Måløv Bymidte
Måløv-bygade-2.jpg
Ligesom i Ballerup og Skovlunde, skal der nu tages fat på byudviklingen i Måløv Bymidte. Der er i hvert fald sat gang i en proces. Foto: arkivfoto
byudvikling Ballerup Kommune vil sætte gang i udviklingen af Måløv Bymidte. De første penge er bevilget.

De seneste år har Ballerup Kommune sat gang i planer, der skal udvikle både Ballerup og Skovlunde bymidter. Nu er det så blevet Måløvs tur.

På sidste uges møde bevilgede kommunalbestyrelsen 1,5 millioner kroner til en lignende proces, der skal føre til en udvikling af Måløv Bymidte.

Målet med processen er at indhente viden om Måløv Bymidte gennem lokale eksperter, altså de lokale og andre interessenter, at fastsætte en vision for bymidten og udvikle ideer til at realisere visionen. Der skal sikres lokalt ejerskab til udviklingsplanen ved at inddrage folk tidligt i processen og samtidig inddrage faglig ekspertise tidligt, så der opstår en positiv synergi, når lokale og eksperter skal udvikle Måløv sammen.

Åbent møde

Det store projekt begynder med et åbent dialogmøde, som skal klarlægge de lokales viden og holdninger til byen. De tre rådgiverteams, som skal udarbejde forslag til udviklingsplanen, deltager i hele forprocessen, så de netop kommer så tæt som muligt på byen og dens borgere.

I visions- og idefasen vil de lokale blive inviteret til at være med i en lokal følgegruppe, som sammen med den politiske følgegruppe og de tre rådgiverteams vil deltage i to workshops, der skal afdække visioner om Måløv. Desuden vil der blive afholdt en særlig workshop for de unge, så de kan komme med i arbejdet om byudviklingen.

Konkurrenceprogrammet vedtages politisk inden selve projektkonkurrencen går i gang, og der vil desuden blive nedsat en bedømmelseskomité, der skal bedømme de tre forslag og udpege vinderforslaget, der så skal endeligt politisk godkendes, inden det sættes i gang.

Måløv er oplagt

Det var en tilfreds borgmester, der kunne sende forslaget til endelig godkendelse.

»Vi har allerede sat gang i to projekter, der skal udvikle henholdsvis Ballerup og Skovlunde bymidter. Så det er oplagt, at vi nu skal i gang med at udvikle Måløv også,« siger Jesper Würtzen (A).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *