Livrem og seler
debat Som det måske er gået op for de fleste, så er budgettet for Ballerup nu blevet indgået mellem Socialdemokraterne og Venstre.

Enhedslisten er ikke med i aftalen, og det er der et par gode grunde til.

Skiftende regeringer har lagt et loft for, at kommunerne ikke må bruge flere penge på service. Det betyder – efterhånden som der bliver flere ældre – at de ekstra udgifter skal findes ved at spare på dette og andre områder.

Hertil kommer, at Venstre-regeringen (med støtte fra blandt andre Socialdemokraterne) har besluttet, at kommunerne skal have minusvækst (tænk at sådan et findes?) de kommende år.
Dette er hovedårsagerne til, at vi nu skal igennem nye sparerunder i Ballerup.

Men forligspartierne i Ballerup har vedtaget en spareplan, som er alt alt for drastisk. Planen om at skulle spare langt over 150 millioner kroner over de kommende fire år, er at gå med livrem og seler.

I Enhedlisten mener vi ganske enkelt at det er en dårlig ide at spare mere end nødvendigt. Hvis vi bliver alt for gode til at skære ned, kunne regeringen jo bare få flere gode ideer.

Da budgetforliget i Ballerup blev præsenteret, forklarede borgmesteren at besparelserne ikke vil ramme kernevelfærden. Men det er en del af budgetforliget, at der blandt andet skal spares fem millioner kroner på specialundervisningsområdet. Dette ovenikøbet i en tid, hvor meget tyder på, at vi faktisk får brug for de penge, til hjælp og støtte for Ballerups mest udfordrede børn.

Det mener vi i Enhedslisten er kernevelfærd. I Enhedslisten mener vi, at det kan betale sig at investere i velfærden. Derfor er vi ikke med i budgetaftalen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *