Supercykelstierne og skolebørnene
Debat Det er fint med en nye supercykelsti mellem Værløse og Lautrup, som omtalt i Ballerup Bladet i uge 37. Det er super godt at cyklister prioriteres højt i trafikken. Men hvordan prioriterer man cyklister mod cyklister?

Supercykelstien krydser stien mellem Egebjerg og Digterparken ved Rosendal, og her har kommunen valgt, at der skal laves bump og ubetinget vigepligt for de mange skolebørn, som kører i en lang slange ad stien hver morgen. Det synes jeg ikke er den rette prioritering.

Supercykelstier er et godt princip, hvor cyklisternes fremkommelighed og sikkerhed prioriteres ved at cyklisterne adskilles mest muligt fra biler, fodgængere og busstoppesteder.

Men i dette tilfælde synes jeg man prioriterer fremkommeligheden for de hurtige cyklister alt for højt i forhold til sikkerheden for dem selv og de mange skolebørn, som bruger stien mellem Egebjerg og Digterparken.

Jeg håber de ansvarlige tager sig en lille udflugt til krydset mellem stierne en morgen mellem 7:45 og 8, så de ved selvsyn kan se hvor stærkt trafikeret stien mellem Egebjerg og Digterparken er om morgenen, og at de på den baggrund vælger en anden løsning, hvor farten dæmpes på supercykelstien, så vi ikke får farlige situationer i morgenmylderet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *