Teaterforeningen Tema frygter sparekniven
Baltoppen.jpg
Mandag den 14. september havde Tema fyldt Baltoppen LIVE med 320 forventningsfulde skoleelever, der skulle se ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’. Foto: Baltoppen LIVE
kultur Midt i budgetforhandlingerne har den lokale teaterforening Tema opdaget, at der blandt andet er peget på dem som mulig besparelse.

»Jeg fik et chok, da jeg pludselig så sort på hvidt: Tilskud til Teaterforeningen Tema bortfalder,« siger formand for Tema, Kirsten Sørensen og peger på det hvide A4-ark, der ligger på bordet foran hende.

Det er Ballerup Kommunes ’’Forslag til at skabe omprioriteringspuljen’’, der med 34 triste linjer fjerner eller forringer forskellige nuværende aktiviteter.

Ud over en fjernelse af tilskuddet til Tema kan man på listen også finde forslag som ’afvikling af kommunalt betalt frugtordning i daginstitutioner’, tilskud til voksenundervisning reduceres med 50 procent’, ’afskaffelse af pensionistskovture’ med mere.

Men det er naturligvis især forslaget om helt at droppe tilskuddet til Tema, der har fået Kirsten Sørensen op på barrikaderne.

»Jeg ved ikke hvem det er, der sidder deroppe på rådhuset og synes, at vi ikke er vigtige, og som bare med et pennestrøg tror, at de kan fjerne os. Jeg er så chokeret over, at man fra direktionens side kan foreslå sådan noget. Er det virkelig deres syn på kulturen?« spørger Kirsten Sørensen undrende.

3300 lokale børn i teatret

Tema har både en voksen- og en børne/ungeafdeling. I voksenafdelingen melder man sig ind i foreningen og får dermed rabat på de 12-15 turnéforestillinger, som Tema hver sæson arrangerer i Baltoppen LIVE, samt rabatter på andre udvalgte forestillinger.

I Temas børne- og ungeafdeling forholder det sig anderledes. Her arrangerer Tema gratis teater for alle elever i Ballerup Kommunes skoler, så de mindst én gang om året får chance for at opleve kvalitetsteater i Baltoppen LIVE – eller i sjældne tilfælde på skolen.

Her får Kirsten hjælp af Birgitte Sørensen, der har taget styringen på børne- og ungdomsteaterdelen i Tema, og hun er mindst ligeså trist som Kirsten over at stå på den omprioriteringsliste, der i værste fald kan betyde at Tema må lukke.

»Vi er allerede blevet beskåret én gang, hvor vi måtte drosle ned i antallet af forestillinger, så vi i dag sender cirka 3200 skoleelever en tur i teatret mod tidligere 4100,« fortæller Birgitte Sørensen.

Tale om svære emner

Birgitte og Kirsten er helt enige om, at børns møde med kultur og teater er essentiel og giver nogle unikke muligheder for både børn og voksne til at tale om emner, der ellers kan være svære at sætte ord på.

»Der er så mange af de her børn, der aldrig nogensinde ville komme i teatret ellers. Og det er sådan en god måde at få set og oplevet noget på. De får budskaber ind på en anden måde, og rigtig mange af lærerne lægger undervisningen tematisk efter den forestilling, de skal ind og se, så de får nogle rigtig gode snakke efterfølgende,« forklarer hun.

Flere af forestillingerne har også undervisningsmateriale tilknyttet, så der på skolerne kan arbejdes fagligt både før og efter forestillingerne med de emner der tages op på scenen. For eksempel er der i år et stykke om ’’cutting’’ og et om sygeligt fokus på sundhed for skolens ældste elever, og en forstilling om at være skilsmissebarn for mellemtrinnet, mens de mindste i indskolingen for eksempel kan se en forestilling om grådighed.

Venter spændt

Kirsten Sørensen er godt klar over, at kataloget med de 34 foreslåede besparelser kun er forslag, som politikerne i disse uger diskuterer. Men hun mener, at kulturen er utrolig hårdt ramt.

»Det er jo ikke kun Tema, det går ud over. Der foreslås også, at Baltoppen LIVE skal omdannes til et frivillighus. Vi har da allerede et frivillighus ude på Tapeten,« siger hun og fortsætter:

»Så foreslår de også at nedlægge puljen til kulturelle arrangementer, og nu sidder jeg jo som formand for Musisk Samråd her i Ballerup, så jeg ved, at det vil have store konsekvenser for blandt andre Teatergruppen Klima og de forskellige store bands her i kommunen, der søger – og er afhængige af – den pulje,« siger Kirsten Sørensen, der venter spændt på, hvad de lokale politikere beslutter sig for under budgetforhandlingerne.

»Vi har 50 års jubilæum i efteråret 2017 og vi har allerede købt forestillinger for over 600.000 kroner til denne sæson, så vi er noget nervøse,« siger hun.

Kommunens tilskud til Tema lyder ifølge forslaget til omprioriteringspuljen på 349.000 kroner årligt, mens Kirsten og Birgitte oplyser, at det er 330.000 kroner pt.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *