Nye takster i børnehusene
daginstution Forældre til vuggestuebørn må til lommerne, når de efter årsskiftet skal betale 800 kroner mere om måneden for en plads. Til gengæld sparer forældre til børnehavebørn 408 kroner.

I både Ballerup og Herlev Kommuner har man i årevis haft en ordning, den såkaldte enhedstakst, hvor forældre har betalt samme pris for en vuggestueplads og en børnehaveplads. I år ligger den på 2154 kroner i Ballerup – altså et beregnet gennemsnit for det samlede 0-5 års-område.

Men fra næste år er det slut med den praksis – både i Ballerup og Herlev. Nu skal de ligesom landets øvrige kommuner opkræve forskellige takster for henholdsvis 0-2-årige vuggestuebørn og 3-5-årige børnehavebørn.

Fra årsskiftet stiger prisen på en vuggestueplads i Ballerup Kommune derfor med 800 kroner om måneden, fra 2154 til 2954, mens en børnehaveplads falder med 408 kroner – fra 2154 til 1746.

Kopierede Herlev

Det er borgmestrene i både Herlev og Ballerup rigtig kede af, da man i begge kommuner har været glade for enhedstaksten, der betyder at alle forældre betaler det samme fra barnet begynder i daginstitution til det rykker op i skole.

»Det var Herlev, der havde ordningen først og vi syntes, det var en rigtig god idé, så derfor lavede vi vores system om for en fem-seks år siden, så det blev ligesom Herlevs,« fortæller borgmester Jesper Würtzen (A).

»Forældrene syntes, det var en rigtig god idé og vi har været meget tilfredse med ordningen her i Ballerup,« tilføjer han.

Ministeren siger nej

Men i år kom en opdateret dagtilbudslov, der betyder at kommunerne ikke længere må have en sådan ordning. Nu skal de beregne separate takster for vuggestue og børnehave. Og beslutningen står ikke til diskussion.

Jesper Würtzen og hans borgmesterkollega i Herlev, Thomas Gyldal Petersen (A), har forsøgt at få dispensation for de nye regler, da man i begge kommuner er rigtig glade for den nuværende ordning med enhedstaksten.

Sammen har de skrevet et brev til Ministeren for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby (V), men hun har afvist deres anmodning – og derfor må begge kommuner nu ændre praksis.

»Det er vi selvfølgelig rigtig ærgerlige over, for det har været en ordning, som børnefamilierne har været glade for, fordi det gav en bedre fordeling af udgifterne,« siger Jesper Würtzen.

Samlet set kommer forældre, der har deres børn til at gå i både vuggestue og børnehave i Ballerup Kommune ikke til at betale mere. Udgiften bliver bare fordelt anderledes, så det er dyrere de første par år i vuggestue og så billigere de næste år i børnehaven.

Bedre sammenligning

Borgmestrene har ikke fået noget begrundet afslag fra ministeren, der blot har sagt, at de må rette ind og følge de nye regler.

»Forklaringen fra forvaltningen er, at det er fordi man ønsker et mere ensartet sammenligningsgrundlag, når man skal se på de forskellige kommuner. Man ønsker at kunne sammenligne taksterne fra kommune til kommune,« siger Jesper Würtzen og tilføjer:

»Det er bare ærgerligt at vores gode ordning skal fejes af bordet, fordi man ønsker at kunne lave sådanne benchmarking-lister.«


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *