Jonstrups basketdrenge vandt guld
Jonstrup-U14-copy.jpg
basketball I forrige weekend deltog Jonstrup Basketball Klubs drenge under 14 år i det store stævne Amager Cup med hele to hold.

Efter at have vundet sølv i januar måneds Amager Cup som U12-hold var det spændende at se hvordan Jonstrups drenge ville klare sig efter oprykning til U14-rækken.

Begge hold kvalificerede sig til knald eller fald-kampe i B-rækken i kraft af flotte tredjepladser i de indledende grupper.

Jonstrup sort kvalificerede sig direkte til semifinalen, men tabte desværre 22-17 til Amager. Efter en rigtig dårlig start hvor holdet kom bagud med 0-7, lykkedes det trods god fight aldrig at komme helt tilbage i kampen.

Så hvilede der et ekstra pres på Jonstrup hvid, der først måtte igennem en kvartfinale mod Stevnsgade, som de slog 30-20. I semifinalen mødte de Lobas fra Sverige. Det blev en virkelig seværdig og tæt kamp med mange flotte angreb fra begge sider. Jonstrup var foran det meste af tiden og vandt kampen 30-27.

Så var Jonstrup for anden gang i 2015 i en finale ved Amager Cup. Modstanderen var det andet Jonstrupholds overmænd fra Amager. Sikke en gyser det blev.

Jonstrup førte det meste af tiden og var foran 21-16 to minutter før slutsignalet, men gik så helt i stå. Amager scorede fire point og kunne pludselig vinde kampen ved endnu en scoring.

Det lykkedes heldigvis ikke og med en sejr med lavest muligt margin 21-20 vandt Jonstrup Amagercup og en flot pokal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *