Pas på gravhøjene
gravhøj3-copy.jpg
Stuvehøj ser noget medtaget ud efter at folk på cykel og scooter er begyndt at bruge den som ræserbane. Foto: arkivfoto
historie Der ligger syv gravhøje i Ballerup Kommune, desværre er én af dem blevet skadet af folk på cykler og scootere.

(artikel rettet 17. september klokken 12.43: I indledningen herover lød det: ‘desværre er nogle af dem blevet skadet’. Det var ikke korrekt og er nu rettet til: ‘ Desværre er én af dem blevet skadet’. Ballerup Bladet beklager fejlen.)

I Ballerup Kommune ligger der flere gravhøje rundt om i landskabet – seks og en halv for at være helt præcis, da den ene, Lemminghøj (eller Lemmehøj), ligger lige på kommunegrænsen mellem Egedal og Ballerup – hvilket ses ganske tydeligt.

gravhøj2-copy

»I forbindelse med udskiftningen af Ledøje by i 1781 gik skellet mellem Ledøje og Ågerup nemlig lige, hvor bronzealderhøjen Lemminghøj ligger. Så man gravede frisk en grøft hele vejen op over højen, og den kan stadig ses i dag som et pudsigt eksempel på næsten 250 år gammelt hærværk,« fortæller Ballerup Kommune.

Nyere hærværk

Men det er ikke den eneste gravhøj, der har været udsat for hærværk. Ikke langt fra Lemminghøj ligger Stuvehøj (eller Studerhøj), der for nyligt blev ryddet for bevoksning for at gøre den mere tilgængelig. Det har så haft den negative effekt, at den er blevet en spændende udfordring for folk på scooter og cykel.

Skaderne på gravhøjen er voldsomme og derfor opfordrer kommunen nu folk til at passe bedre på de fredede fortidsminder:

»Fortsætter skaderne, kan det blive nødvendigt for Ballerup Kommune at spærre højen af, men man håber på, at folkelig opmærksom på det truede fortidsminde vil sikre gravhøjen mere ro,« skriver de til avisen.

Flere af gravhøjene ligger på privat jord, men der er offentlig adgang for alle. Kommunen opfordrer dog besøgende til at behandle gravhøjene som de fredede fortidsminder, de er.

Man kan finde flere informationer om Ballerups gravhøje på www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *