Tænk jer nu godt om i Kommunal-bestyrelsen
debat Til Kommunalbestyrelsen.

Af indlægget i Ballerup Bladet den 2. september om kommunens budget for 2016-19 og af det budgetoplæg, der er sendt ud til høring i de kommunale råd og nævn, kan vi forstå, at der op til Kommunalbestyrelsens kommende budgetseminar nu kigges på forskellige områder, hvor der kan hentes mulige besparelser for i alt 36 millioner kroner i 2016.

Og et af områderne er inden for kultur- og fritid, hvor det af forrige uges indlæg blandt andet også fremgik, at borgerne i kommunen fremover skal forvente at skulle mere til lommerne, hvis de ønsker at deltage i og modtage kulturelle og idrætslige aktiviteter og tilbud.

Som repræsentanter for en bred vifte af idrætsforeninger i Ballerup Kommune vil vi gerne her udtrykke en fælles bekymring, hvis der kommer til at ske store besparelser på kultur- og fritidsområdet.

Sammenligner man Ballerup Kommune med de omkringliggende kommuner, og hvad disse for eksempel yder i tilskud til foreningslivet, og sammenholder det med de foreliggende resultater i den gennemførte facilitetsanalyse fra IDAN, vil man kunne se, at kommunen får forholdsvis megen kultur og fritid for et forholdsvis lille tilskud til foreningslivet. Tilskuddet opgjort per borger i Ballerup er blot 70 kroner mod for eksempel 130 kroner i Herlev og 182 kroner i Furesø.

Dertil skal man tillægge den afsmittende virkning, som især idrætsforeningerne har på andre kommunale velfærdsområder, hvor foreningerne rækker ud og løfter sociale og sundhedsmæssige opgaver, både hvad angår integration, inklusion, inaktive børn og børn og unge med særlige behov. Også de børn og unge, der trives mindre godt i skolemæssige rammer.

Endelig er der hele sundhedsaspektet, hvor deltagelse i idrætsforeningernes aktiviteter bidrager til den enkeltes helbredstilstand på positiv vis, og dermed er en gevinst for kommunen overordnet.

Disse og flere andre kommunale projekter, som idrætten har været involveret i de seneste år, har været med til at gøre Ballerup til en attraktiv kommune at bo i. Nedskæringer i det omfang, der er lagt op til i det kommunale budgetkatalog vil uden tvivl betyde færre og dyrere aktivitetstilbud til borgerne. Det vil endvidere få en negativ effekt på kommunens værdi og omdømme som en attraktiv kommune, hvor især børnefamilier har behov for og kræver et lokalt og varieret kultur- og fritidstilbud.

Idrætsforeningerne, som vi repræsenterer, vil fortsat gerne kunne tilbyde lokale og varierede tilbud til borgerne, bidrage til og være et supplement til kommunens etablerede tilbud. Dette kræver dog, at der også fremover ydes den nødvendige kommunale støtte i form af tilskud og gode faciliteter.

Svømmeklubben TRITON, formand Dorthe G. Rigét
BMSI (Ballerup Måløv Skovlunde Idrætsunion), Karsten Friis
Ballerup Skytteforening, formand Bent Kruse
BAK (Ballerup Atletik Klub), formand René Ipsen
DBC Banecykling, formand Michael Sandstød
DCR Ballerup (Dansk Cykel Ring), formand Christian Poulsen


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *