Det er nok de færreste, der har mave til at deltage i Tivolis forlystelsesmarathon, som går ud på at sidde længst i diverse forlystelser. Men én af de sejeste svimmelheds- og kvalmebekæmpere er Cecilie Frolund Jensen fra Ballerup.
Hun klarede i den indledende konkurrence at sidde mere end fire timer i Snurretoppen og kan dermed i dag klokken 12 sætte sig til rette i den vilde forlystelse Vertigo i Tivoli, hvor hun sammen med seks andre finalister skal kæmpe om at blive landets sejeste forlystelsesryttere. Og dermed løbe med den eftertragtede hovedpræmie: 10 års gratis adgang til Tivoli og alle forlystelser.
Følg finalen live her: Live fra finalen
Gennem sommeren har deltagere dystet i henholdsvis Rutschebanen, Aquila, Dæmonen og Snurretoppen, og nu er kun de skrappeste tilbage.
Vertigo fra 2009 er Danmarks hurtigste interaktive forlystelse, og er en unik flyvende karrusel, hvor gæsterne selv kan tilrettelægge deres tur i luften. Tophastigheden er knap 100 km/t og har en max G-påvirkning på 5,2 G. Der er tale om en udfordring i superligaen og ikke ret mange forlystelser kan hamle op med Vertigo fordi turene aldrig er ens på grund af den interaktive del.
Et værdigt sted, hvor slutspillet og dramaet afgøres om hvem der vinder Tivolis forlystelesesmarathon.