Måløv kom tilbage på sporet
måløv-bk.jpg
fodbold Måløv mødte Ejby IF 1968 i weekenden.

Kort inde i kampen resulterede en for kort tilbagelægning til udeholdets målmand i at Kim Finch Andersen fik opsnappet afleveringen og lagde bolden i det tomme mål.

Målet gav mere gejst til hjemmeholdet og på en omstilling blev Kim Finch Andersen stukket i dybden og alene med målmanden sendte han sikkert bolden i mål. I 1. halvlegs overtid fik Måløv en ren gave af udeholdets målmand. Et dårligt sparket målspark røg lige ud til Kim Finch Andersen, som dog fik taget et lidt for langt træk, så han kom for tæt på målmanden. Han valgte klodset at fælde Måløvs spidsangriber, og blev kvitteret med et rødt kort og straffespark. Det sparkede Bjarke Balling, som via Ejbys nye målmands ene hånd satte bolden i kassen til 3-0.

I starten af 2. halvleg fik Ejby hurtigt reduceret, og det gav i de næste minutter Ejby en tro på, at de kunne komme tilbage i kampen, og deres forsøg blev mere nærgående. Samtidig måtte Måløvs Jonas Ansbøl udgå med, hvad der lignede en grim ankelskade. Det gav en del ubalance hos hjemmeholdet, men Ejbys offensive satsning åbnede op i deres bagerste geledder. Derfor kunne Måløv også bringe sig foran 4-1 på et selvmål.

Det tog pusten fra Ejby, og Måløv fik nu adskillige muligheder for at udbygge føringen. Det lykkedes dog kun hjemmeholdet at score en gang yderligere, da Simon Martini scorede til 5-1, hvor han sikkert udplacerede målmanden.

Måløv burde have scoret mange flere mål, men det var alligevel Ejby som i kampens slutning fik scoret til 5-2 i en situation, hvor Ejby alt for let kom til en scoring, og hvor Måløvs spillere virkede meget passive.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *