Skal Psykiatriens Hus ligge i Ballerup?
debat Lader Ballerup Kommune sig inspirerer af Psykiatriens Hus i Silkeborg? Vi socialdemokrater i regionen er klar.

Region Hovedstaden og Københavns Kommune planlægger at samarbejde om det ’’første’’ Psykiatriens Hus, på Nørrebro i København, netop inspireret af Psykiatriens Hus i Silkeborg, i første omgang som et projekt.

Vi socialdemokrater i regionen ønsker fremover samarbejder med kommunerne så psykiatrihuse bliver bredt ud i hele regionen.

I Psykiatriens Hus Silkeborg er den regionale behandlingspsykiatri og den kommunale socialpsykiatri rykket sammen, hvilket har resulteret i færre indlæggelser, op til 30-35 procent, og færre genindlæggelser i psykiatrien og større glæde hos de mennesker, der lever med psykisk sygdom.

Men det vigtigste er, at borgerne oplever én let tilgængelig indgang til indsatsen, uanset om det er ambulant behandling eller social støtte, der er brug for.

Begrebet ’svingdørspatienter’ bruges af flere, når patienter indlægges- og eller genindlægges flere gange over en kortere periode. Årsagen kan være, at borgeren ikke får hjælp til at løse de sociale problemstillinger vedkommende har efter udskrivelsen fra hospitalet.

Dette løses når det fælles Psykiatriens Hus bliver rammen for en helhedsorienteret rehabiliteringsindsats og borgeren oplever, at der er sammenhæng i indsatsen, med ’’sømløs’’ overgang.

I Ballerup Kommune er det måske relevant med et Psykiatriens Hus? Ballerup Kommune har et af regionens psykiatriske centre i område midt. Region Hovedstaden udvider centret med nybyggeri og samler al behandling for voksne mennesker med spiseforstyrrelser fra hele regionen.

Region Hovedstaden går meget gerne i samarbejde med Ballerup Kommune og eventuelt de kommuner som Ballerup Kommune i øvrigt samarbejder med på andre fronter.

Regionsrådet har afsat en pulje til at understøtte samarbejdet mellem kommuner og region på sundhedsområdet.

Det er Udvalget Vedrørende Tværsektorielle Samarbejde, TVÆRS, der administrerer disse puljer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *