Jeg undres
debat Jeg sidder her efter aftenens kommunalbestyrelsesmøde og undrer mig.

Vi behandlede en sag om nye almene boliger i Egebjerg. Det handler om store gode familieboliger i et område hvor der er voldsom mangel på store boliger. Mange flytter fra Egebjerg med ulyst, men de kan ikke få en bolig med plads nok. Derfor er jeg rigtig glad for at det nu lykkes for os, det har været mit og andres ønske meget længe.

Tilbage til mødet. Dansk Folkeparti stemte nej til forslaget! Lone Madsen udtalte at der ikke skal bygges flere almene boliger i Ballerup, vi har ikke brug for dem, der skal være plads til parcelhuse til ressourcestærke, højtuddannede og højtlønnede mennesker. Er det virkelig DF’s politik? Jeg undres!

Venstre har intet imod almene boliger, men synes at der er for mange. Der er ikke balance i regnskabet. Jeg læser hver uge vores lokalavis, i den er der rigtig mange huse til salg. Jeg ser ikke nogen lejligheder til leje, til gengæld hører jeg hele tiden vores borgere råbe på lejligheder, til deres børn, til skilsmisseramte, til de som på grund af økonomi, må forlade deres parcelhus eller ejerlejlighed.

Balancen er ikke i orden siger Kåre Harder Olesen fra Venstre, vi skal have flere ressourcestærke til kommunen og de vil have parcelhuse og ejer- eller andelslejligheder.

Konservatives Martin Jonassen udtaler at det er konservativ politik at der ikke skal flere almene boliger til kommunen, ejer og andel er fint men ikke leje.

Her sidder jeg så og tænker på betydningen af ordet ressourcestærk; hvad er det?

Er det ressourcestærkt at være højtlønnet, højtuddannet, bo det rigtige sted i en ejerbolig, eller er det ressourcestærkt at kunne begå sig socialt i en almen boligafdeling. At have den ressource at ville det sociale fællesskab.

For mig er der ingen tvivl. Ballerup er fyldt med ressourcestærke borgere i vores mange almene boligområder, ressourcerne er ikke en fin titel, penge, dyrt tøj, en lækker ejerbolig eller børn i den rigtige skole.

For mig handler styrke i ressourcerne om at ville deltage i sit nærområde, at ville rumme sin nabo og kvarterets børn. Kort sagt; at være socialt ressourcestærk.

Jeg undrer mig også over at vi nu kun skal tillade ejer- og andelsboliger når avisen svømmer over af lige præcis det, imens vi skal tolerere at der ikke er lejeboliger nok.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *