»Jeg er bange for mørket«
mik.jpg
Mikael Raun vil gerne vil bo et sted, hvor der er ’voksne’ - altså personale. Nogen der kan berolige ham, når han bliver bange om natten. Foto: Mia Thomsen
ventetid 56-årige Mikael Raun har ventet i flere år på et botilbud. Hver nat er han bange. Bange for mørket. Han tør ikke sove i sin seng, men lægger sig på sofaen, hvor han kan se alle vinduer, og venter på at det bliver lyst igen.

Mikael Raun har altid været noget særligt – lidt anderledes, men en rar og hjælpsom fyr, der godt kan lide at snakke med alle de mennesker, han møder på sin vej – og det er mange. På sin uundværlige trehjulede elcykel kommer han vidt omkring i Ballerup og Skovlunde, og han er kendt af mange i kommunen.

Mikael har en hjerneskade, måske fra fødslen eller måske fra en kighostevaccine som spæd, det troede hans mor i hvert fald. Men hvorom alting er, har han altid stukket lidt ud. Han har gået hele sit skoleliv i specialklasse på Rosenlundskolen i Skovlunde – til og med en særlig 11. klasse, så han kan både læse og skrive lidt.

Senere arbejdede han i 22 år i Skovlunde Kirke som medhjælper, hvor han blandt andet hjalp med at køre ærinder og putte breve i kuverter og lignende småopgaver. Det var en god tid, husker han. Men med årene blev hans ben dårligere og dårligere, så han måtte stoppe med at arbejde.

Nu har han svært ved at gå. Derfor går meget af Mikaels tid med at sidde alene hjemme i lejligheden på Kornvænget, hvor han har boet alene siden 1985.

I dag er Mikael 56 år og de sidste fem år er der gradvis trukket flere og flere mørke skyer ind over hans ellers lyse sind.

»Jeg er bange for mørket. Er du ikke også det?« Mikael kigger spørgende på journalisten, der sidder i hans lille stue sammen med ham og hans søster Hanne.

»Og så er der også det der med Sjælland,« siger han og skæver over til søster Hanne, der forklarer, at Mikael er bange for at Sjælland vælter.

»Jeg ved godt, at de siger, det gør den ikke, men…« Mikael smiler og læner sig lidt ind over bordet.

»Men jeg er utryg om natten, jeg kan ikke lide mørket.«

Ikke god til at holde hus

»Han bliver mere og mere skør. Det er ikke godt for ham at gå så meget alene herhjemme,« siger Hanne Raun Westh, der er Mikaels lillesøster.

Hun kom lidt før journalisten skulle komme, rullede gardinerne op, åbnede vinduerne og luftede lidt ud og bar den overfyldte skraldepose ud.

Mikael er ikke godt til det der med ’at holde hus’. Det interesserer ham ikke spor, heller ikke sådan noget med at komme i bad og få rent tøj på. Derfor har han daglig hjemmehjælp. Han får også mad udefra. Komfuret er fuldstændig ubrugt, selvom han har boet i lejligheden i 30 år. I køleskabet ligger to bøtter ristede løg, en pose rå pølser og en pose krydderboller.

»Han har selv handlet. Han ved ikke hvad han skal købe, derfor tager han bare et eller andet,« siger Hanne og ryster de to bøtter ristede løg.

»Vi har sagt til ham, at han skal spise sundt. Han må ikke tage mere på på grund af benene. Jo tungere han bliver des værre bliver smerterne i benene, så det her er ikke så godt,« siger hun og kigger på indholdet i Mikaels køleskab.

De mørke tider kommer

Det er ikke godt for Mikael at bo alene længere, det er både han, familien og kommunen enige om. Men selvom alle er enige, sker der bare ikke rigtig noget. Og derfor ligger Mikael stadig hver nat bange og utryg på sin sofa i stuen.

Sengen og soveværelset står fuldstændig urørt, der tør han slet ikke sove inde. I stedet kæmper han hver aften for at falde i søvn på sofaen, inden det bliver mørkt. Og så står han op halv fire om natten og venter på dagslys.

»Nu går vi de mørke tider i møde, og jeg kan simpelthen ikke holde ud at tænke på, at Mikael skal igennem endnu en vinter på den her måde,« siger Hanne.

»Mikael spørger tit mig og den øvrige familie, om han ikke må flytte ind hos os. Men det går ikke. Jeg vil godt bare have lov til at være søster,« forklarer hun.

Mikael og Hannes forældre er begge døde, og nu er det især Hanne, deres anden lillebror Søren og en fætter i Jylland, der støtter Mikael så godt de kan. Men de kan slet ikke være der nok.

Passer ikke i nogen kasse

Mikael siger selv, at han gerne vil bo et sted, hvor der er ’voksne’ – altså personale. Nogen der kan berolige ham, når han bliver bange om natten. Søster Hanne drømmer om en plejehjemsbolig, men det har kommunen afvist. De mener i stedet at han skal bo i et bofællesskab med døgnbemanding – et såkaldt §108 botilbud.

»Mikaels problem er at han ikke passer ned i nogen kasse. Han hører til i alle mulige kasser, og derfor trækker det hele tiden ud. Vi har tigget og bedt om hjælp til Mikael i to år nu, og stadig har man ikke fundet et sted han kan bo. Det er simpelthen ikke i orden,« siger Hanne

»Jeg føler ikke, at man ser på Mikael og tager udgangspunkt i Mikael, i stedet forsøger man at proppe ham i den ene eller anden kasse, hvor han alligevel ikke kommer til at passe ind. Han er for skør til at bo alene, for ung til at bo i plejebolig og bofællesskaberne er åbenbart helt fyldt op, så der skal man nærmest gå og vente på at nogen dør, før der bliver plads,« tilføjer hun.

Vi venter stadig

I de sidste to år har Hanne, og resten af familien kæmpet et brav kamp med kommunen for at få dem til at finde et botilbud til Mikael. I mellemtiden er han blevet diagnosticeret med autisme – noget som han altid har haft, uden at nogen navngavn det.

»Mikael er jo bare Mikael og vi har altid vidst, hvordan han var. De autistiske træk er tydelige, men det vidste man jo ikke så meget om før i tiden,« forklarer Hanne.

Mikael har også fået plads i et dagtilbud, Sandtoften i Gentofte, hvor han skal være to dage om ugen, så han kommer lidt ud. Det er stadig nyt og Mikael er ikke begejstret, men søster Hanne er sikker på, at han med tiden nok skal blive glad for at komme der.

»Det er et fint arbejde og et rigtig godt sted, Mikael,« siger hun.

Men Mikael brummer misbilligende og siger, at i morgen kan han i hvert fald ikke tage derud, for der skal han til lægen.

»Vi som familie har rigtig meget brug for, at der er nogen der tager det pædagogiske ansvar for Mikael. Nu har jeg været tovholder på hans sag, siden vores mor blev syg og døde, men jeg kan heller ikke blive ved. Vi vil alle sammen bare gerne have lov til at være familie,« siger Hanne.

Både hun og Mikael ringer jævnligt op på kommunen for at høre, om der er noget nyt. Men indtil nu har svaret desværre været nej.

»Vi håber virkelig snart at der sker noget,« siger Hanne

2 kommentarer om “»Jeg er bange for mørket«”

  1. Lene Astrup siger:

    Det er BESTEMT ikke i orden, at Mikael endnu ikke får et sted at bo, hvor han kan føle sig tryk og sove uden angst om natten. Lene Astrup

  2. Ulla Bryld siger:

    Hvor er det uværdigt, at Mikael som borger i Ballerup kommune i 56 år, skal henvises til at ligge i angst på sofaen hver nat!! Hvis han vil kunne trives i en plejebolig, hvor der er “voksne” (ordvalget taler i øvrigt for sig selv) døgnet rundt, kan det så ikke være ligegyldigt, om han lige passer ned i den kasse kommunen har defineret til borgere i plejeboliger??
    En anden skræmmende tanke er, at hvis ikke Mikael havde en familie, som kæmpede hans sag, så ville han nok få lov til at ligge i mørket på sofaen de næste 20 år. Suk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *