Ballerups økonomi er slået tilbage
ldrepleje2-colourbox.jpg
Ældrepleje er en af kerneydelserne i den kommunale velfærd. Det mener de fleste partier i kommunalbestyrelsen, der nu skal forhandle om et budget for 2016 med væsentligt færre penge til rådighed end forventet. Foto: Colourbox
budget Den nye aftale mellem regeringen og KL betyder, at Ballerups økonomi ser noget mere anstrengt ud end planlagt. Hårde budgetforhandlinger venter.

Inden længe skal budgetforhandlingerne i gang i kommunalbestyrelsen. Egentlig var der lagt op til en moderat glad periode, fordi Ballerup Kommunes økonomi efter flere hårde sparerunder har det bedre. Der var lagt op til fordeling.

Men så indgik regeringen og Kommunernes Landsforening en ny aftale om den kommunale økonomi og der er lagt op til effektivisering i den offentlig økonomi. Det betyder, at Ballerup Kommune nu har et effektiviseringskrav hængende over hovedet på 36 millioner kroner i 2016 og 55 millioner året efter. Det ærgrer borgmester Jesper Würtzen (A).

»Den nye aftale betyder, at vi pludselig har en noget anden økonomisk situation end vi forventede. Vi havde en rimelig økonomi, hvor vi kunne have gjort nogle ting og fordelt nogle midler, nu skal vi spare 36 millioner i det nye budget. Det bliver noget tungere at forhandle budget nu,« siger borgmesteren, der nu sammen med sine kolleger skal lave den økonomiske strategi om.

Svært at spare

»Vi har selvfølgelig nogle knapper vi kan dreje på og lave nogle strukturelle ændringer, så vi kan afbøde de værste sparekrav. Men jeg tror ikke, at vi kan undgå nedskæringer i det nye budget. Spørgsmålet er, hvor det skal være, for vi har i forvejen skåret hårdt ned og det blive sværere og sværere at finde steder at reducere antallet af medarbejdere,« siger Jesper Würtzen.

Samtidig understreger han, at det overordnede økonomiske billede trods alt er noget pænere end for nogle år siden.

»Vi har som nævnt været igennem en del besparelser i de senere år og det har bragt kommunens økonomi i en ganske god tilstand. Det er ikke nogen fest, men det ser dog bedre ud, end det gjorde for nogle år siden, da vi gik i gang med de store sparerunder. Men det ændrer ikke på, at det bliver nogle ganske anderledes budgetforhandlinger end vi havde forventet,« siger Jesper Würtzen.

Begravet grundskyld

Hos oppositionen har man rustet sig til de kommende forhandlinger, hvor man også har måttet droppe en del krav fordi spillereglerne har ændret sig.

»Vi har især nogle udfordringer på ældre- og specialområdet. Dertil kommer så også den aftale, som er blevet indgået. Vi ved i realiteten ikke, hvor meget vi får tilbage igen. Men faktum er, at vi kommer til at se besparelser i Ballerup. Vores indstilling er, at vi må stille spørgsmålet: hvad er kommunal kernevelfærd? Venstre vil gerne være med til et budget, men vi er nødt til at stile skarpt på, hvad der skal prioriteres. Derfor mener vi, at der skal satses på ældreområdet, skolerne og institutioner. Så kan man altid diskutere, om det eksempelvis skal være gratis at gå på museer og bruge penge på kultur. Vi vil også gerne se på om det kan betale sig at sende mere i privat udbud, om der kan effektiviseres smartere,« siger Kåre Harder Olesen (V).

Han understreger, at han står i spidsen for et økonomisk ansvarligt parti, der først og fremmest vil finansiere tingene inden de bruger penge. Derfor er en af partiet mærkesager, nedsættelse af grundskylden, taget af bordet.

Ekstremt krav

Det gælder også for Konservative, hvor Martin Jonassen ikke helt har gjort sig klart, hvor der skal spares, men til gengæld har gjort sig klart, at man skal være ærlig i den kommende proces.

»Det er rigtig mange penge, som vi skal finde og det kan ikke klares uden at man kommer til at spare. Det kan godt være, at S vil prøve med strukturelle tiltag og den slags snak, men jeg mener, at vi bør kalde tingene ved rette navn. Vi skal spare og derfor må vi prioritere den kommunale velfærd og så se på og man kan spare andre steder. Administration på rådhuset og andre områder kan være i spil, men jeg har ikke lagt mig fast på noget. Det er helt ekstremt det her. Vi har fået en måneds varsel, så vi er alle noget overraskede over den korte frist,« siger Martin Jonassen.

Han begraver også spørgsmålet om lavere grundskyld indtil videre.

»Det er helt klart et vigtigt emne for Konservative, men vi må også se i øjnene, at det ikke vil batte noget i den her ligning. Der skal helt andre ting til, hvis vi skal finde de 36 millioner kroner for 2016,« siger Martin Jonassen.

Ældre og sundhed

Helt klare prioriteringer er der til gengæld hos Lone Madsen fra Dansk Folkeparti. Hun understreger, at det især er ældreområdet og sundhedsområdet, der har partiets bevågenhed.

»Vores holdning er, at der på ingen måde igen kan spares på ældreområdet, på sundheden og på de svage generelt. Der skal tværtimod tilføres flere midler. Det handler om, at der i flere år er blevet sparet kraftigt på de områder og dels viser demografien, at der kommer flere og flere ældre og syge. Vi er åbne overfor at finde de besparelser, hvor der kan spares, men vi vil friholde vores kerneområder. Derfor mener vi, at man kunne spare på kulturområdet, for kultur er trods alt en luksus, som ikke alle deler interesse for og som ikke er en livsnødvendighed. Kunst og kultur skal ikke nødvendigvis være gratis for de mennesker, der interesserer sig for det og da slet ikke på bekostning af ældre og syge,« siger Lone Madsen.

Hun foreslår desuden at man skal effektivisere, hvor det er muligt, eksempelvis på IT-omkostninger, integration og administration.

Penge i kassen

Hos Enhedslisten tager man forhandlingene og de nye økonomiske vilkår med et gran salt.

»Det er noget møg, hvis vi nu skal finde så mange penge. Men jeg synes mine kollegers strategi er at gå med livrem og seler fire gange. Jeg tror slet ikke på, at det kommer til de besparelser, som det lyder til. Når det hele er afsluttet, så tror jeg, at vi får en hel del penge igen fra regeringen, så vi tager det faktisk ganske roligt i Enhedslisten indtil videre. Men det betyder ikke, at vi melder os ud af budgetforhandlingerne. Der er ingen tvivl om, at det vil få konsekvenser for institutioner og skoler, hvis vi skal spare, som de andre partier har lagt op til. Det er helt skørt, for vi har jo penge i kassen i kommunen. Faktisk har vi mere end det er påkrævet, så jeg synes vi skulle begynde med at se på vores likviditet og skaffe penge ad den vej,« siger Mette Hedegaard (Ø).

Hvad enten der kommer penge eller ej, så er der lagt op til nogle hårde forhandlinger mellem partierne i kommunalbestyrelsen inden budgettet skal være besluttet senere på efteråret.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *