Lidt om Lundehaven
Debat Som daglig bruger af Lundehavens spisetilbud for ældre, har jeg som pensionist følgende bemærkninger:

Har de ansatte et finere r……l end gæsterne, da det ene af de to toiletter konstant er aflåst?
Er det ikke i overkanten at tage 12 kroner for 1/4 sodavand, når man i Netto betaler 2,93 kroner for en dobbelt så stor sodavand?

Kommunens bestemmelse siger, at vi skal betale 49 kroner for en hovedret. I denne skulle der så gerne være mindst 100 gram kød til. Men ved tre private kontrolvejninger ved bordet inden spisning har jeg bevist, at der faktisk kun har været cirka 80 gram. Man kommer så med det manglende kød uden at undskylde, at man beviseligt er blevet snydt.

Endvidere er det mig uklart, om man ved køb af øl/vand har betalt for flasken eller ej. Det fremgår jo ikke af kassebonen.

 

Svar fra kommunen:

Kære Ernst Jørgensen. Det skal meget gerne være en god oplevelse at komme i Ballerup Kommunes pensionistcafeer, og når noget ikke fungerer hensigtsmæssigt, vil vi gerne have det at vide, så vi har mulighed for at gøre noget ved det.

I forbindelse med Lundehavens café er der to toiletter – et i hver ende af cafeen. Vi er i øjeblikket i gang med at undersøge muligheden for at lave det ene toilet om til to toiletter, så vi kan tilgodese cafegæsternes behov. Men personalet har også brug for et toilet, da personalet af hygiejnemæssige årsager ikke må dele toilet med cafeens gæster.

Jeg har aftalt med Lundehaven, at begge toiletter fremover vil være åbne og tilgængelige for cafeens gæster, mens vi sideløbende finder ud af udvidelsesmuligheder for antal toiletter. For det er vigtigt for os, at alle føler sig godt tilpas og uhindret har mulighed for toiletbesøg.

Du spørger også til priser m.m. i cafeen. Det er korrekt, at prisen på dagens ret er fastsat af kommunen. De øvrige priser i kommunens caféer fastsættes ud fra en sammenhæng mellem vores indkøbspriser og at Lundehaven er en café, som ikke er at sammenligne med det at gøre sine indkøb i et supermarked.

Der betales ikke pant for flasker, da Lundehaven og de øvrige cafeer i plejecentrene betegnes som lukkede miljøer – altså steder, hvor man indtager sine drikkevarer på stedet og ikke tager flasken med efterfølgende. Derfor fremgår det ikke af kassebonen.

Det er beklageligt, at der ved servering af dagens hovedret har manglet 20 gram kød. Det er dog ikke for at snyde, men fordi det kan være svært at vurdere mængden fuldstændig korrekt ved udportionering af kød i forskellig størrelse og form.

I de tilfælde er det positivt at gå i dialog med caféværtinden og derved få håndteret problemet med det samme, som du har gjort. Det er korrekt, at der er mængdeangivelse på kødet, men det øvrige – kartofler, sovs og grøntsager – i forbindelse med dagens hovedret kan man i alle kommunens pensionistcaféer få til i den mængde, man ønsker for de 49 kroner.

I caféen i Lundehaven og i de øvrige cafeer er der en ”ris og ros”-postkasse, hvor man altid er velkommen til at give sin mening til kende. Her kan man i øvrigt også skrive ønsker til menuplanen.

Susanne B. Jørgensen,
Pleje- og Omsorgschef
Ballerup Kommune


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *