Stigende grundskyld er ikke (kun) kommunens skyld
skat Når grundskylden stiger i Ballerup, så handler det mest om ejendomsvurderinger. Ballerup Kommune har holdt sin grundskyld i ro siden 1997.

For nogle uger siden skrev Ballerup Bladet om den stigende grundskyld, der frem til 2018 ville kræve endnu større bidder af Ballerup-borgernes privatøkonomi. En del rasede over kommunens ublu krav, men det er slet ikke Ballerup Kommune, der er skurken i denne sag.

Godt nok har Ballerup en kommunalt fastsat grundskyld, der for tiden er på 28,89 promille. Men den har været fastfrosset siden 1997, med undtagelse af, at Ballerup Kommune overtog den amtslige grundskyld i forbindelse med kommunalreformen i 2007. Så reelt har grundskylden været urørt i næsten 20 år.

De skæve vurderinger

Men grundskyld består af to dele. Den anden del handler om, at grundskylden udskrives med en fast promille af grundværdien og det er staten, der via SKAT står for ejendomsvurderingerne, heraf vurdering af grundværdien. Det er en lovgivning, som Ballerup Kommune i realiteten ingen indflydelse har på.

»Årsagen til, at grundskylden stiger skyldes, at der i 2003 blev indført et loft over, hvor meget de samlede grundværdier, som grundskylden beregnes ud fra, må stige på et år til det næste. Loftet er sat til at kunne stige maksimalt syv procent om året og fastsættes af finansministeren. I midten af 00’erne steg grundværdierne markant mere end loftet, og selvom priserne er faldet lidt siden, så betyder loftet, at mange husejere betaler en lavere grundskyld end de burde i forhold til den faktiske grundværdi. Derfor vil man i blandt andet Ballerup Kommune opleve en stigende grundskyld, selvom den kommunale grundskyldspromille er uændret,« siger Jeppe Krag, chefkonsulent i Ballerup Kommunes statistiske afdeling.

Staten tager det hele

De ekstra penge, som Ballerup Kommune får i kassen, når grundskylden stiger, modregnes i det statlige bloktilskud, som kommunerne modtager. Derfor er det i sidste ende statskassen, der får glæde af den stigende grundskyld, ikke kommunekassen.

Modregningen sker for kommunerne under et, så enkelte kommuner kan opleve at få færre eller flere penge ind fra grundskyld i forhold til det tilskud, den modtager fra staten.

Grundskyldspromillen for næste år fastsættes i øvrigt i forbindelse med vedtagelse af budgettet for 2016, altså ved et kommunalbestyrelsesmøde den 5. oktober.

Konklusionen må altså være, at selvom det bliver dyrere for borgerne i Ballerup, så er det i denne omgang ikke (kun) kommunens skyld.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

1 kommentar om “Stigende grundskyld er ikke (kun) kommunens skyld”

  1. Claus Jensen siger:

    Det er vel i bund og grund noget vrøvl, at det ikke er kommunens skyld.
    Kommunen kan jo til enhver tid beslutte at sætte den høje grundskyld ned.
    Hvis det så ovenikøbet er provenuneutralt for kommunen at gøre det, som det hævdes i artiklen, så er der vel ikke noget at betænke sig på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *