Åbne døre hos lokale kunstnere
Lene-Astrup-Kunst-i-Midten.jpg
Lene Astrup og 34 andre lokale kunstnere i Ballerup, Egedal og Furesø slår dørene op og inviterer indenfor i deres atelierer. Foto: Privatfoto
Åbent hus  I weekenden 29. og 30 august holder den lokale kunstnerforeningen Kunst i Midten ’Åbne Døre 2015’.

35 glade kunstnere og kunsthåndværkere i Ballerup, Furesø og Egedal kommune slår dørene op for alle, der har lyst til at kigge ind og se hvor forskelligartede kreative aktiviteter, der foregår her i vores område. En kunstudstilling der er unik, ved at den forgår hjemme hos kunstnerne selv.

»Det er vores ønske at bringe kunsten i øjenhøjde og give kunder og kunstinteresserede en unik mulighed for et kig ind i en kunstners værksted. Samtidig kan du møde kunstneren bag sin kunst og høre ham eller hende med egne ord fortælle om tankerne og inspirationen bag kunsten,« forklarer billedkunstner Lene Astrup, der selv åbner dørene til sit atelier på Brandmosevej 28 i Ballerup.

Ideen med Åbne Døre er, at folk kan tage på rundtur til nogle af de mange kunstnere. Det er gratis og der er meget mere information om deltagende kunstnere på www.kunstimidten.dk, så man kan planlægge sin rute på forhånd. Man kan også printe en brochurer fra hjemmesiden eller hente den på det lokale bibliotek.

»Det er tredje gang vi afholder Åbne Døre og hvis opbakningen bliver ligeså god som vi håber på, er der ingen tvivl om at man godt kan have et fast kryds i kalenderen denne weekend hvert år, da det er en tradition Kunst i Midten ønsker at fortsætte,« siger Lene Astrup og tilføjer:

»Vi ser frem til kommende år, hvor vi gerne vil udvide kunstnerkredsen med flere kunstnere, således at vi kan byde på mangfoldig kunst i flere genrer.«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *